Prøv avisen

Læs hele provstens tale til Troels Kløvedals begravelse

Som det håndens og åndens menneske, ja i ordets bedste betydning som det dannede, ordentlige, søgende og vidende menneske Troels Kløvedal var, så er der naturligvis også indvending i hans kiste en kistelågsdekoration, læsning til rejsen, sagde provsten under talen. Foto: Kim Haugaard/Ritzau Scanpix

Søfareren, formidleren og fortælleren Troels Kløvedal er nu stævnet ud på den rejse, som han længe har vidst måtte komme, lød det i provst Ejgil Bank Olesens begravelsestale fra Holmens Kirke i København

Med Else Marie og Asbjørn, med Sille og Gurli Marie, med Lærke og Mikkel med børnebørn og oldebarn med familie og venner, med Kløvedalerne, er vi efter sejleren og forfatteren Troels Beha Erichsen Kløvedals ønske samlet her i Holmens kirke til afsked og minde.

Troels var en meget kærlig mand og far. Han havde et kæmpe hjerte. Som han altid sagde: “Man kan aldrig give børn for mange kys og kram” – og dem har I børn og børnebørn fået rigtig mange af. Aldrig var I i tvivl om, at han elskede jer, og at han var så stolte af jer. Også efter han blev syg, var han utrolig nærværende og havde stor ømhed og kærlighed for jer alle.

Troels Kløvedal har nu begivet sig ud på sit sidste togt mellem stjernerne.

Som en anden Poseidon satte han åren i jorden i dagene op til jul.

Troels, søfareren, formidleren og fortælleren, det stærke, dedikerede, determinerede menneske han var, er nu stævnet ud på den rejse, som han længe har vidst måtte komme. På vanlig vis og ned til mindste detalje men også med stor nænsomhed og omsorg overfor jer hans allerkæreste, familie og venner og alle os der beundrede ham, havde Troels forberedt og planlagt det hele i overensstemmelse med bevidstheden om, hvor hans rod og hans tilhørsforhold var.

Rejsen begyndte lillejuleaftens dag, og som du Else-Marie fortalte det:

Glenten og Havørnen kredsede på magisk vis over Gravlev Vestergård den formiddag, lige efter af Troels havde udåndet.

Senere samme dag kørte han i den stjerneoplyste nat ud gennem vognporten fra hans og jeres vidunderlige og smukke gård i det grønne, fra kaptajnens hjem gennem mere end 30 år, når han var i land.

Nu er Troels Kløvedal i morgenkimingen stævnet mod Holmens kirke og Holmens kirkegård, i den af vennerne på nabogården smukt bemalede og prydede kiste. Kisten er Troels Kløvedal sidste skib og den er bemalet, som var det Nordkaperen selv, der skulle stævne ud med den gammel hædersmand og kaptajn ved roret. Ja, som en anden Kong Dan i forhistorisk tid ligger Troels på dækket, trosserne er taget og hans rejse over de blå oceaner op mellem stjernerne er begyndt.

Kisten med jeres allerkæreste mand og far, svigerfar, morfar, farfar og oldefar med jeres kære Troels og vores Troels Kløvedal står nu her i Holmens kirke, hvor juletræerne ved at fortælle, at stjernen som ledte de vise mænd også er vores ledestjerne.

Troels har også de store lede- og navigationsstjerner, som han lærte jer børn og børnebørn at kende, med på sin sidste rejse.

Som det håndens og åndens menneske, ja i ordets bedste betydning som det dannede, ordentlige, søgende og vidende menneske Troels Kløvedal var, så er der naturligvis også indvending i hans kiste en kistelågsdekoration, læsning til rejsen.

Kisten, hvor jeres dejlige, kærlige, vitale, talende og fantastiske mand og far, jeres Troels ligger i sin ikoniske gule skjorte, er malet himmelblå og med ledestjerner, så Troels, som den dygtige navigatør og læremester, kan tage bestik og middagsbredde og selv finde vej via stjernerne og anduve en atol, en lagune ved en paradisisk palmegrøn sydhavsø, som jeg vil tro, ligger der ti grader ude i styrbord.

Inden han når så langt, vil vi her prise hans minde, udtrykke vores taknemmelighed over hans liv og alt hvad han har været og betydet og bede Gud den almægtige om at tage ham i sin nådige varetægt.

Som I ved, er det der sker her i dag alt sammen efter Troels bestemmelse, også den vidunderlige musik og sang. Det er som i gamle dage, hvor lig-skjorten var vasket og stivet klar til brug, eller som man for mange år siden i Jylland kunne opleve til begravelseskaffen, når kagerne gik rundt, at det blev sagt, at liget selv havde bagt dem. Vi er meget uvante med den form for forberedelse til døden i dag, for modernitetens menneske vil ikke se sin egen dødelighed i øjnene. Det var ikke Troels Kløvedals problem. Troels var af den overbevisning, at man falder som et gammelt træ i skoven og det giver en lysning, hvor nye skud kan gro op mod solen.

De nye skud er alle jer, I Troels Kløvedals børn og børnebørn, den unge generation med dig Asbjørn og børnebørnene i front, I som sejler Nordkaperen ind i fremtiden. I mange arvtagere som vil bringe ny næring til alle de drømme og håb, som kaptajnen gennem flere generationer med det gode skib har født. Med sit vovemod og visdom og ikke mindst med den varme og ordentlighed, han omfattede alle med høj såvel som lav, lige fra Grønland i Nord, til en Stillehavs ø i Syd, til Kongeskibet Dannebrog i øst, til en lille kutter i Thyborøn i vest, har han bragt næring til netop drømme og håb.

Når jeg i stroboskopiske glimt ser Troels Kløvedals fortælle- og forfattervirksomhed med de mange filmiske produktioner for mig, så ser jeg også et latinsk citat: ”Ad aspera per astra”. Det betyder ”Gennem trængslerne til stjernerne”. I den hudløs ærlige erindringsbog ”Tynd Hud”, som Troels for år tilbage forærede mig skrev han: ”…. Om en tid for længe siden og så kom det store liv….”, med disse ord siger Troels det, vi tænker, når vi i dag hører ordene ”ad aspera per astra” ”gennem trængslerne til stjernerne”. Han måtte så gruelig meget igennem, ikke mindst det smertelig tab tidligt at miste sin mor. Men derefter kom det det store vidunderlige, spændende og rige liv, sammen med mange af jer, der er her i dag.

De sidste år har igen været i blandet trængsler. Men Troels og I hans kæreste har til det sidste klaret pynten flot og kan nu se tilbage på et rigt og kærligheds fyldt levet liv. Som I beskriver det havde jeres far livsgnist og livsglæde hele livet igennem også til det sidste.

Ikke mindst fordi, som han engang har formuleret det:

”Både kinesiske og græske filosofer har sagt, at man skal have tre ting, for at kunne holde ud at blive gammel. En dejlig have, et godt bibliotek og en smuk kone. Det har jeg, og så har jeg fem dejlige børn oveni.”

Nu bliver det jeres opgave at se tilbage og huske Troels, for alt det han var, før han blev syg. Se bag om det alt sammen og huske hans vid, de mange fortællinger og lange historiske linjer og ikke mindst hans kærlighed. I dag er Troels Kløvedal på vej mod stjernerne. Det har været hårdt vejr eller som Troels skriver det til slut i sit taknemmelige erindringsværk: at efter at have smidt ankeret mellem de smukkeste koraller på en sølvfarvet sandbund: ”… så dør jeg, og alt er som det skal være. Først får man det hele forærende, så mister man til sidst det hele igen. Sådan er livet.”

Holmens kirke, der i dag er rammen om Troels Kløvedals begravelse, havde en særlig plads hos ham. Kirkens markante og maritime historie researchede Troels med stor grundighed i forbindelse med tv-serien om Flådens 500 års jubilæum. Troels elskede alle historierne også historien, og her fornægtede hans 68`er baggrund sig ikke, om at ordet stinkende rig stammede fra dengang, mennesker var så velhavende, at de havde råd til at blive begravet under kirkegulvet nær alteret, men at de på trods af deres rigdom som alle almindeligt dødelige blev indhentet af dødens umiskendelige træk.

I Niels Juels gravkapel i Kapelsalen, viste han os admiralens kiste og på væggen Kingos store sørgedigt. Med hånden følsomt på digtet citerede han:

”Stå vandringsmand,
og skue en søhelt an i sten,
og er du selv ej flint,
er da hans døde ben,

….

En mand af gammel dyd
og dansk oprigtighed,
af ja og nej og hvad godt og ærligt véd!
Hans sjæl den er hos Gud,
hans ben i denne grav,
hans navn i minde,
mens der findes vand i hav.”

Vel er Troels Kløvedal ikke Niels Juel, men det står nu alligevel fast, at Troels Kløvedal er en mand af gammel dyd og dansk oprigtighed, af ja og nej og hvad godt og ærligt véd!

Hans sjæl er nu hos Gud, og hans navn vil aldrig blive glemt, så længe der findes vand i hav.

Ved dåbshavet i Frihavnskirke for 75 år siden, lød de ord som vi i dag skal høre på Holmens kirkegård, ordene om at vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Det betyder, at døden aldrig kan skille os fra Gud. At vi hører ham til i liv og død.

I den tro, at hverken liv eller død eller noget som helst andet kan skille os fra Gud og Guds kærlighed tager vi afsked med Troels Beha Erichsen Kløvedal.

I taknemmelighed over den glæde Gud har givet os gennem ham, i taknemmelighed over den glæde I hver især har fået lov til at være for ham, overgiver vi ham til den Gud, der siger: Jeg slipper dig ikke.

Tilbage er takken for alle gode gaver. Tilbage er alle gode minder. Tilbage er tro, håb og kærlighed og af dem er kærligheden størst.

I Guds varetægt betror vi Troels Kløvedal og lyser i kærlig erindring Guds fred over hans minde.

Guds fred og Guds kærlighed være med Troels Kløvedal.

Guds fred og Guds kærlighed være med jer alle.

Amen.

Troels Kløvedals fem børn og hans hustru, Else Marie Meldgaard, bar kisten ud. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix