Læsere hylder drop in-dåb på Vesterbro

Søndagens massedåb af 34 mennesker i Kristkirken fik sognepræst Mette Gramstrups arme i vejret. Nu modtager initiativet ros fra Kristeligt Dagblads læsere

"Nogen havde på forhånd sagt, at det var en billiggørelse af noget dyrebart i kirken. Men det var tværtimod en så rørende og stærk oplevelse, at flere voksne mænd blev rørt til tårer. Det var som om, at hele dagen blev til én lang gudstjeneste med åben dør," sagde sognepræst Mette Gramstrup efter søndagens massedåb
"Nogen havde på forhånd sagt, at det var en billiggørelse af noget dyrebart i kirken. Men det var tværtimod en så rørende og stærk oplevelse, at flere voksne mænd blev rørt til tårer. Det var som om, at hele dagen blev til én lang gudstjeneste med åben dør," sagde sognepræst Mette Gramstrup efter søndagens massedåb . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Massedåben på Vesterbro i søndags var en succes, mener to af Kristeligt Dagblads læsere, som i et åbent brev lykønsker sognepræst Mette Gramstrup og Kristkirken med dåben af 34 mennesker.

Læser Per Bent Larsen skriver:

Tak til Kristkirken, Vesterbro Sogn, København for deres initiativ med drop in-dåb.

Det er livgivende, befriende og på høje tid, der kommer initiativer, som sætter dåben i spil. Der viser, hvor nemt det kan være at blive medlem af folkekirken.

Især i en tid, hvor medlemmer af et af de andre danske trossamfund med vind i sejlene, Ateistisk Selskab, ser det som deres hovedopgave at bekæmpe folkekirken og dens medlemmer.

Jeg håber, at initiativet breder sig til hele landet for at alle de, der overvejer at blive døbt i folkekirken har et sted at gå hen med deres overvejelser.

Det at blive døbt er ingen nem og hurtig beslutning, men der er behov for, at mennesker bliver oplyst og opmærksomme på, at det er muligt. Derfor vil drop in-dåb ikke føre til uoverlagt dåb, men blot gøre opmærksom på, at det aldrig er for sent at blive døbt.

Læser Hans Bjørn skriver:

Det må være på sin plads at ønske sognepræst Mette Gramstrup ved Kristkirken på Vesterbro midt i København et stort tillykke med 34 frivilligt døbte i fredags den 8. september.

Selvom jeg bor i et landsogn i Østhimmerland, hvor folkekirkemedlemmerne udgør en ganske høj procentdel, og et lignende tiltag ikke ville bære nogen særlig frugt, så synes jeg initiativet er ganske godt og resultatet ganske flot.

En lektor på Pastoralseminariet vikler sig ind i en akademisk forklaring og mener, resultatet følger af ”tidsånden” og sammenligner med barer og restauranter. Jeg synes, det er en underlig sammenligning.

Og præsten fra Aarhus, der gerne vil erkende problemet, gider ikke forsøge noget lignende i Danmarks næststørste by. Hans sogn ligger midt i byen, og en lignende succes ville sandsynligvis blive resultatet.