Bente Klarlund interviewes om gode vaner og vejene til et sundt liv

Interview fra den 23. august 2022 med dr.med., overlæge og leder af Trygfondens Center for Aktiv Sundhed Bente Klarlund og journalist Else Marie Nygaard.

Er der vaner, som kan hjælpe til at leve længere og sundere? Og behøver de begrænses til fysisk udfoldelse og kost? Nej, mener Bente Klarlund. Sundhed kommer blandt andet også fra positive oplevelser.

Ventelisterne i vinterbadeklubberne vokser, og de senere år har flere indkøbt saunaer til haven. Er der sundhed at hente, hvis man gør vinterbadning og sauna til en vane?

Der er videnskabeligt belæg for, at det kolde gys generelt er gavnligt, og saunaens varme kan lindre ømme muskler, men Bente Klarlund peger på, at det sunde ved at vinterbade også er det fællesskab, mange typisk har omkring baderitualet og i saunaen.

Og løber man ned til vandet for at bade, så er løbeturen måske lige så sund som det kolde dyb.

En af de vaner, Bente Klarlund har fokus på, er taknemmelighed. Hun opfordrer til, at man øver sig i taknemmelighed. Men skal man virkelig sige tak hver dag i en verden, hvor der er så stor grund til at sige ak?

Bente Klarlund mener, at taknemmeligheden bør kombineres med en kritisk sans, hvilket hun udfolder i denne samtale med Else Marie Nygaard.