Jesper Christiansen interviewes om sin kunst og udvalgte værker

Interview fra den 9. marts 2022 med kunstner og tidligere professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi Jesper Christiansen og journalist Daniel Øhrstrøm.

OBS: Der var desværre lidt problemer med lyden i starten af udsendelsen, som er klippet ud af denne video. 

"Alt, hvad jeg laver, er lys, der træder ud af mørket," har kunstneren Jesper Christiansen udtalt om sine malerier. Det hele handler om lys og mørke. Men hvad er det så, han gerne belyser?

I begyndelsen var der – ifølge skabelsesberetningen – helt mørkt. Så fandt Gud farverne og lyset frem. Sådan arbejder den anerkendte danske kunstmaler Jesper Christiansen også. Først maler han sit lærred sort, og så begynder arbejdet for alvor.

Jesper Christiansen er tidligere professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi, og man kan se referencer til både kunsthistorien, musikhistorien og litteraturen – herunder ikke mindst bibelske motiver – i mange af hans værker. Hans altertavle til den danske kirke i Paris vrimler for eksempel med hilsner til andre kunstnere.

Samtalen vil desuden dreje sig om spørgsmålene: Er vi i virkeligheden skabt til at skabe som mennesker? Og hvad kan vi lære af andres værker og virkelyst? Jesper Christiansen fortæller også om tankerne bag nogle af sine kendte malerier.