Med udgangspunkt i sin nye bog “Kongelige mord i middelalderen” dykker historiker Torben Svendrup ned i en række historiske kongemord, og hvad omstændighederne omkring mordene fortæller os om middelalderens samfund, politik og tro.
Bogen beskæftiger sig med perioden fra drabet på Harald Blåtand i 987 til mordet på Erik Klipping ved 56 knivstik i 1286. Det var nemlig farligt at være dansk konge i vikingetid og højmiddelalder. At blive myrdet var en erhvervsrisiko.
Torben Svendrup fortæller om omstændighederne omkring de historiske kongemord, og hvad de fortæller om, hvordan middelalderen fungerede socialt, politisk og religiøst.
Kristendommen gennemsyrede hele samfundet, og kirken var en tredje magtfaktor ved siden af konge og stormænd. I dette strategiske magtspil mellem konge, stormænd og kirke foregik kampen om den danske trone – og kongerne faldt én efter én.