15-0

DEN NYE konservative leder, Bendt Bendtsen, sagde i går, at partiet nu har fået en »15-0 løsning«. I badminton har man vundet sættet rent med de cifre. Og det er da muligt, at de konservative føler, de har vundet første sæt med den partiledelse, der er udpeget. Partiet mangler imidlertid stadig at vinde selve kampen. Det kan blive nok så vanskeligt. Umiddelbart virker den nye partileder lidt grå i det, men det gjorde Poul Schlüter også, da han kom til magten efter opgøret mellem Erik Haunstrup Clemmensen og Erik Ninn-Hansen i begyndelsen af 1970'erne. Så måske vil det lykkes den kommunalpolitisk erfarne Bendt Bendtsen at bringe det kuldsejlede parti på ret kurs. Politisk er der ingen tvivl om, at flertallet i den konservative folketingsgruppe har givet store indrømmelser til mindretallet, den såkaldte Engell-fløj. Bendt Bendtsen ligger politisk på Hans Engells mere »konservativt-konservative« linje, og han har alene kunnet vælges, fordi han i hele forløbet har været fuldstændig loyal over for både Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller. Yderligere er Lene Espersen udpeget til politisk ordfører. Måske forliges de stridende parter, men det er stadig relevant at spørge, om Hans Engell definitivt har opgivet sine ambitioner om at blive partileder igen. Det er trods alt dem, der har været den underliggende årsag til de seneste års konservative farce. Hans Engell gentog i går sine tidligere udtalelser om, at han forlader Folketinget efter næste valg, og for partiets skyld må man håbe, at hans ord står til troende. På et lidt dybere plan er spørgsmålet, om der er en fremtid for den konservative ide. Konservativ krise er jo ikke et enestående dansk fænomen. Både i Storbritannien og Tyskland har de konservative partier haft modgang efter mange år med regeringsansvar. Og præcis som herhjemme skyldes krisen blandt andet, at arbejderpartierne i vid udstrækning har overtaget det konservative værdisæt. Der skal en endog meget kraftig lup til at se forskel på Schlüters pragmatiske konservatisme i 1980'erne og Nyrup Rasmussens pragmatiske socialdemokratisme i 1990'erne. På den moderate borgerlige fløj er der ikke ligefrem mangel på partier. Alligevel er der stadig et »marked« for et stort, moderat konservativt parti. Poul Schlüters ti et halvt år ved magten beviste, at muligheden er der. Med den politisk set mere »reaktionære« nye partitop kommer partiet ikke til at lede en borgerlig regering i overskuelig fremtid, men kan det blot finde ud af at lede sig selv, vil meget være vundet. For et borgerligt regeringsalternativ og for dansk politik som helhed. hhh