Prøv avisen

Fyrtårnet slukkes

ALT ER TIL FORHANDLING. Alt er i spil. Det er i princippet demokratiets og den moderne verdens grundregel. Det, som flertalsbeslutninger ikke ændrer, skal tiden nok få has på. Der er ingen givne sandheder og slet ikke evige sandheder. I det moderne samfund er vi på vej, og modstanden mod forandring er håbløs, fordi alt alligevel vil ændre sig med tiden. Derfor har den moderne verden det så svært ved at forstå religion og trosdoktriner, og derfor tog mange i den vestlige verden fejl af pave Johannes Paul II's konservatisme. Men han var paradoksernes pave, for af samme grund blev han et levende ikon for mange mennesker. Hvordan skal man ellers forklare, at tusinder af ikke mindst unge har stået i kø i op til 15 timer for at få et glimt af den afdøde pave inden hans begravelse i dag, eller at fire millioner mennesker forventes til Rom for at vise ham den sidste ære? Det er mere end et nyt eksempel på prinsesse Diana-syndromet og andet end udtryk for religionsføleri. Der er overvældende appel ved et menneske, der står fast, når alt andet sejler, og viser den styrke, som det kræver, at gå imod de kræfter, der ønsker at gradbøje alle sandheder. Ikke mindst unge mennesker, der mere end andre lever i turbulens og med bevidsthed om, at deres verden er under konstant forandring, har fundet den kvalitet ved den afdøde pave så appellerende. Hans karisma og troværdighed, men først og fremmest hans insisteren på, at der gives mennesket evigt gyldige sandheder i kristendommen, gjorde paven til det fyrtårn, der nu er slukket.

MEDIER I HELE VERDEN HAR siden pavens død analyseret arven efter hans pontifikat og konkluderet, at den stærkeste kritik mod den katolske kirkes holdninger er modstanden mod skilsmisser, abort, kunstig prævention og den stramme seksualmoral. Det var netop på disse punkter, at paven stod ubøjeligt på klippegrund. At han så også var kompromisløs i sin vilje til dialog med andre religioner og mennesker -- tænk på fotoet af ham i fængselscellen i dyb samtale med den mand, der forsøgte at slå ham ihjel -- gjorde ham umulig at sætte i bås. Han var konservativ, men handlede på nye måder. Han satte grænser for acceptabel adfærd, men trodsede selv alle grænser for at nå andre mennesker.

HER PÅ BEGRAVELSESDAGEN FOR en af den katolske kirkes største efterfølgere på Sankt Peters trone må selv de stærkeste ateister, sekularister og modstandere af pavens holdninger erkende, at han havde en pointe.

Den afdøde paves syn på seksualmoralen, afvisning af kondomer og fri abort har ikke ét sekund handlet om kirkelig bonerthed eller pavelig seksualforskrækkelse. Derimod har det været pave Johannes Pauls II's dybe forståelse, at den vej, som den totale frihed leder mennesker ind på, ender blindt. Kunstig prævention, fri sex og fri abort fører med de øjne, han så med, til den kristne civilisations selvdestruktion. Når menneskers sexliv sættes helt frit og gøres til et spørgsmål om personlig tilfredsstillelse i skiftende forhold og ikke knytter sig til at få børn i en familie, udvikler seksualiteten sig i en dehumaniserende retning, mente han.

Den katolske kirkes forbud mod brug af kondomer er i særlig grad blev beskyldt for at være inhumant og årsag til udbredelsen af aids i Afrika. Men aids-epidemien her og andre steder er også et indlysende eksempel på, at naturen aldrig har bifaldet seksuel omgang med mange skiftende partnere. Hvis det ikke har været aids, har det op igennem historien været andre sygdomme, som den svarede igen med.

I en sekulariseret kultur, der mere end noget andet sætter den enkeltes totale frihed i højsædet, har de færreste forstået den pave, der nu stedes til hvile under Peterskirken. Han ønskede at understrege, at den virkelige frihed findes i begrænsningen. At mennesket skal tøjle sig for at blive menneskeligt. Det er i det lys, at modstanden mod fri abort og fri sex skulle ses. Hvis menneskets seksualitet adskilles helt fra det oprindelige og naturlige formål med at sætte børn i verden, skilles mennesket også fra sit forplantningsinstinkt. Det er med den katolske kirkes opfattelse derfor også en trist logik, at der nu fødes så få børn i Europa. Her er seksualiteten blevet frigjort fra det at sætte børn i verden, så det reelt truer den europæiske civilisations fremtid.

Det er således svært at bortforklare, at det, som nogen så som livsfjendsk og inhuman seksualmoral hos den afdøde pave, var det stik modsatte. Han skulle som kirkeleder ikke indgå politiske kompromiser eller søge acceptable mellemveje i de moralske spørgsmål, men give udtryk for, hvad han anså for at være sandt og falsk. Det gjorde han, og det kommer Europa forhåbentlig til at takke ham for engang.

bjer