Det arabiske had

HVORFOR HADER ARABERE Israel og jøderne? Spørgsmålet er enkelt, men svaret langt fra så lige til. Hadet er virkeligt, og derfor er det heller ikke overraskende, at det store kulturprojekt om Mellemøsten, der i disse dage løber af stablen flere steder i Danmark, ikke i tilstrækkelig grad også omfatter Mellemøstens eneste demokratiske land, Israel. Arabiske forfattere vil ikke optræde sammen med israelske forfattere, fordi de er bange for repressalier, når de vender tilbage til deres hjemlande. Og den ellers spændende antologi over mellemøstlig litteratur, som Images of the Middle East netop har udgivet, rummer ingen eksempler på israelske forfattere. De 14 bidrag til "Broen – litterære billeder fra Mellemøsten" er alle skrevet af tyrkere, arabere og iranere. Nogle af dem frygter for repressalier derhjemme, hvis de lader deres tekster offentliggøre i en bog, der også rummer tekster af jødiske israelere. Derfor har danskerne bag udgivelsen udelukket jødiske og israelske bidrag.

Det turde være indlysende uacceptabelt, at det store dansk-mellemøstlige kulturprojekt på denne måde bøjer sig for den arabiske antisemitisme, selvom det er en kendt sag, at vilkårene for et frugtbart samarbejde med Mellemøstens muslimske lande ofte forudsætter en fornægtelse af Israel. Tidligere på året afsløredes det således, at danske virksomheder løbende tvinges til at underskrive erklæringer, hvori de fraskriver sig muligheden for at handle med Israel, hvis de også vil indgå forretninger i de muslimske lande.

SAT IND I EN STØRRE sammenhæng er det arabiske had til jøder næret af forestillingen om Israels manglende legitimitet. Antisemitismen er blevet til en antizionisme, og de to begreber flyder ofte sammen. Israel påstås ikke at have hverken historisk eller moralsk ret til at eksistere, selvom landet folkeretsligt set er en lige så gyldig stat som mange andre af de stater – også i Mellemøsten – der kom til verden som følge af afkoloniseringen i det 20. århundrede. Disse nye staters ret til at eksistere er ikke sat til debat. Det er derimod Israels.

I den arabiske verden benyttes enhver anledning til at nedgøre jøder og Israel. I den arabiske presses satiretegninger fremstilles jøder som dæmoner, aber og svin. Myten om jøder, der drikker børns blod, gentages ofte i satiretegninger, der også gør grin med holocaust og i det hele taget udbreder et jødehad, der ikke lader Hitlers retorik noget efter. Sidste år meldte den iranske præsident Mahmoud Ahmadienjad, at han ønsker at se Israel slettet fra verdenskortet.

Kun Jordan og Egypten anerkender Israels ret til at eksistere. Den islamiske Samarbejdsorganisation fastslog for et par år siden, at selvmordsbomberne mod Israel ikke kan klassificeres som terrorisme, og i 2003 blev organisationens formand, Malaysias præsident, hyldet med stående klapsalver, der han i en tale hævede, at jøder har taget magten i verden. Herhjemme er omfanget af chikane mod jøder taget til, og i de senere år har jødiske børn oplevet chikane fra arabiske elever i skolerne.

ANTISEMITISME ER ET komplekst fænomen og har antaget mange former, også i den europæiske historie. I en mellemøstlig og muslimsk sammenhæng forener antisemitismen og hadet til Israel befolkningerne og afleder opmærksomheden fra deres egne lederes uduelighed.

Syndebukken kendes fra jødedommens første tid og Det Gamle Testamente, og det er et paradoks, at jøder i dag som folk gøres til syndebuk for blandt andet de arabiske landes mindreværdskompleks og manglende evne til at udvikle styreform, økonomi og kulturliv. At det er sådan må vi i Danmark tage til efterretning. Det må ske med en bevidst og vedholdende kritik af de arabiske landes antisemitisme. Derfor skulle Images of the Middle East ikke have bøjet sig for presset fra de arabiske forfattere. Hellere en højlydt afvisning af hele samarbejdet end denne bukken for arabisk antisemitisme og intolerance. bjer