I krigszonen mellem far og mor

Forældre, der bruger børn som våben, skal stilles til ansvar

Det kan ofte være en god idé og den bedste løsning for et par at blive skilt, hvis forholdet er gået i hårdknude. Men hvis ægteparret har sat børn i verden, bør en skilsmisse naturligvis foregå på de bedst mulige betingelser for børnenes fremtid, skriver Jakob Holm i dagens leder.
Det kan ofte være en god idé og den bedste løsning for et par at blive skilt, hvis forholdet er gået i hårdknude. Men hvis ægteparret har sat børn i verden, bør en skilsmisse naturligvis foregå på de bedst mulige betingelser for børnenes fremtid, skriver Jakob Holm i dagens leder. Foto: Arkivfoto.

Som i stort set alle vestlige lande er antallet af skilsmisser eksploderet i de senere årtier. Næsten 19.000 ægtepar blev således skilt i Danmark i 2013 med opløsning af mange familier til følge.

Det kan ofte være en god idé og den bedste løsning for et par at blive skilt, hvis forholdet er gået i hårdknude. Men hvis ægteparret har sat børn i verden, bør en skilsmisse naturligvis foregå på de bedst mulige betingelser for børnenes fremtid.

Det er det, vi i daglig tale kalder for barnets tarv. Den bør man som forældre altid have for øje ikke mindst hvis man bliver skilt i en familie med små børn, der ikke rigtig kan forstå, hvorfor mor og far ikke bare kan blive ved med at være mor og far og skabe en tryg og stabil ramme, som et hjem som regel udgør.

I virkelighedens verden kan der være langt fra ”bør” til ”er”, hvilket Kristeligt Dagblads forsidehistorie lørdag den 10. maj demonstrerede med al tydelighed.

Her stod en familiefar frem og fortalte, hvordan han var havnet i en grotesk og ”kafkask” situation. Hans ekskone beskyldte ham for at være voldelig mod parrets børn, og mens myndighederne undersøgte sagen, måtte han ikke se sine to sønner.

Da politiet indstillede efterforskningen, fordi ”der ikke var rimelig formodning om, at der var begået noget strafbart”, var det så længe siden, han havde set drengene, at retten vurderede, de var mest knyttet til deres mor. Hun fik derfor tildelt forældremyndigheden. Sagen er absurd og forhåbentligt ikke den nationale norm.

Eksemplet i Kristeligt Dagblads historie er desværre langtfra enestående. Flere af de eksperter, som udtalte sig i avisens historie, kunne nemlig fortælle, at det er en velkendt metode at komme med falske anklager og forhale tiden i kampen om forældremyndighed.

Flere steder på internettet ligger der ligefrem en uofficiel ”opskrift” på, hvordan man i sager om samvær, bopæl og forældremyndighed kan snyde myndighederne til egen fordel. Og her er en frit opfundet anklage om partnervold en effektiv løgn, der som regel giver fordele i hvert fald i udgangspunktet.

Skilsmissesager og forurettede ægtefæller er tit tragiske historier, hvor man ofte godt kan forstå en forladt ægtefælles bitterhed og sågar had til den tidligere partner.

Men at inddrage mindreårige børn i eget had og bevidst lyve over for dem som en slags hævn for at skade den anden forælder er ikke bare barnligt og selvoptaget, det er dybt uetisk, skadeligt for barnet og bør i hvert fald ikke gavne deres sag. Man kan ikke lovgive sig ud af bitre skilsmissepars intriger, men man kan minde dem om, at barnets tarv altid går forud for deres egen. holm