Prøv avisen
Leder

Alkohol hører ikke til på uddannelser

Det turde være indlysende, men lad det alligevel være sagt: Alkohol og seksuelle krænkelser har ikke noget at gøre med uddannelse på gymnasier, universiteter eller handelshøjskoler, skriver Karin Dahl Hansen i dagens leder. Foto: Peter Kristensen

Unge bør skånes for drikkepres. Uddannelser har et ansvar

Morgendagens embedsmænd skal tilsyneladende igennem en lang række seksuelt grænseoverskridende indvielsesritualer, før de kan begynde på studiet.

Som det i weekenden fremgik af flere medier, afholdes der på blandt andet statskundskabsstudiet på Københavns Universitet stadig rusture, der er præget af gruppepres, massivt alkoholindtag og ritualer, hvor de unge blandt andet i kønsopdelte grupper skal fortælle, hvem af deres medstuderende af det modsatte køn de har lyst til at have sex med og hvordan, ligesom ritualerne også indeholder svinekød i underbukserne for mændenes vedkommende.

Man tager sig til hovedet og tror, det er løgn. Er de senere års voldsomme kritik af danske unges forskellige europæiske drukrekorder virkelig gået hen over hovedet på uddannelsesinstitutionerne?

Desværre ligger ruskurserne i forlængelse af hele den kultur, der præger danske unges måde at feste på. Om en måned springer årets studenter ud, og det vil foregå under voldsomt indtag af alkohol. Nogle af de unge vil komme i klammeri, og andre vil have sex, som de senere fortryder, når tømmermændene har lagt sig.

Fejringen falder fint i tråd med den alkoholkultur, de unge er vokset op i, og trods øget fokus på danske unges drukrekorder i international sammenhæng er der fortsat problemer. Godt nok er debutalderen steget, og færre drikker sig sanseløst berusede, men når dansk politi er nødt til at sende betjente med, når de unge holder vinterferie i Prag, og ambassaden i den tjekkiske hovedstad er i alarmberedskab i uge 7 og 8, er vi ikke i mål endnu. Så langtfra.

Mens øl for længst har forladt de fleste danske arbejdspladser, er det stadig kutyme, at der drikkes på ungdomsuddannelser og universitetet. Til gymnasiefester skænker lærerne og ældre elever fadøl op til unge, der endnu ikke er fyldt 18 år og derfor ikke kan få samme service på byens værtshuse, som de altså kan få fra deres matematiklærer i skolebaren.

Gymnasieskolerne har hidtil afvist at indføre samme regler om forbud af udskænkning til unge under 18 år, som der gælder på beværtninger, fordi festkulturen angiveligt er et vigtigt parameter, når de unge skal vælge skole.

Og universiteterne har tilsyneladende også svært ved at få bugt med drikkeriet.

Det er nu ni år siden, at Københavns Universitet sagde, at det skulle være slut med druk og strip på rusturene.

Og i de senere år har både universiteter og handelshøjskoler forsøgt at få mere fagligt indhold i introduktionsforløbene for at komme drikkeriet til livs blandt andet efter klager fra feriecentre, der har lagt hytter til de unges rusture.

Det turde være indlysende, men lad det alligevel være sagt: Alkohol og seksuelle krænkelser har ikke noget at gøre med uddannelse på gymnasier, universiteter eller handelshøjskoler.