En ny disciplin er opstået. Hvem kan pege den største finger af USA's Irak-krig og forbinde afsættelsen af Saddam Hussein med denne uges dannelse af et terror-kalifat i Irak og Syrien? Eller snarere, hvem kan ikke? Disciplinen er populær, men også fej i sin lethed, for alt ville jo være idyl, hvis bare Saddam Hussein stadig sad på magten og bogstaveligt talt sin befolkning. Blandt de fingerpegende findes endda dem, der mener, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, bør afsættes for at dræbe sine egne og bombe dem med kemiske våben. Som Saddam Hussein.
Den væsentligste lektie fra Irak 2003 og denne uges Irak er nok, at Mellemøsten er rig på tyranner og terrorister, og at der ingen fremtid er i at støtte nogen af dem. Terrorgruppen Isil ville aldrig have nået sit nuværende stadie, hvis Vesten havde støttet de ikke-islamistiske oprørere i Syrien massivt fra begyndelsen af Syrien-konflikten. Den sunni-muslimske frustration i Irak, som i øjeblikket bærer Isil på sine skuldre, ville heller ikke have eksisteret på samme niveau, hvis man havde forhindret Iran i at få næsten absolut indflydelse på irakisk indenrigspolitik under Nouri al-Maliki. Mens Isil sætter kurs mod Bagdad, finder hemmelige forhandlinger mellem USA og Iran sted. Parterne vil forsøge at nå til enighed om en plan, der skal redde al-Malikis styre og knuse det nye sunni-muslimske kalifat. Altså: Irans præstestyre er nu den fornuftige, moderate og ansvarsfulde regionale størrelse. Samme Iran, som holder Bashar al-Assad ovenvande, som støtter Hizbollah og som har skabt historisk stor regional indflydelse for shia-muslimer ved at eksportere sin islamiske revolution. Målet er naturligvis at få Iran til at indgå et kompromis omkring landets atomprojekt til gengæld for assistance, der kan genetablere det shia-muslimske bælte mellem Iran, Irak, Syrien og Libanon. En situation, der kan give Iran hidtil uset regional indflydelse uden at præstestyret betaler en reel pris. Iran vil fortsat være et diktatur, kvindeundertrykkende og regional sponsor af lyssky militante organisationer. Men Irans fanatisme overgås nu af kalifatets krigere og er dermed det mindste onde.
Vesten betaler en langt højere pris. Det er resultatet af at glemme irakerne og overlade dem til Iran og Isil. Det er også resultatet af vaklende og svag politik over for Syrien, der har sendt signaler, ja, nærmest invitationer til områdets slemmeste aktører. Det er resultatet af, at vestlige regeringer forsøger at tale fornuft i en heftig kamp mellem sunni og shia, mens man forsømmer at støtte dem, der rent faktisk taler om værdier, vi forstår. Mest af alt er det den svaghed, der er så farlig at vise i en region, hvor gode intentioner eller svaghed kun er en invitation til at blive trampet på.