Hvornår slås der alarm for kristne?

Underlig forskel i reaktionerne på overgreb i Mellemøsten

Kristeligt Dagblad nyhedschef, Jeppe Duvå.
Kristeligt Dagblad nyhedschef, Jeppe Duvå. Foto: Arkivfoto.

Mens verden synes hypnotiseret af konflikten om Gaza, foregår der en udrensning i en langt mindre mediedækket del af Mellemøsten.

Stedet er det nordlige Irak, og ofrene er kristne. Den islamistiske terrormilits, der efter sine erobringer den seneste måneds tid nu kalder sig Islamisk Stat (IS), har underkastet regionens hundredtusinder af kristne et rædselsregime, der indebærer hele den velkendte sharia-undertrykkelse tilsat ondskabsfuldheder, der er særligt rettede mod de vantro. Kristne indbyggere, hvis forfædre har været i området, længe før islam opstod, risikerer dødsstraf, hvis ikke de konverterer til islam eller betaler en særlig strafskat for at være kristne. I nabolandet Syrien er kristne indbyggere også truet på livet, i vidt omfang også dér takket være IS. Tilsammen danner det et billede af religiøse forfølgelser mod kristne, som burde alarmere det internationale samfund.

At udrensningen af kristne foregår så relativt ubemærket af den omgivende verden, antager karakter af en skandale, som man egentlig må håbe, at statsledere og internationale organisationer i kommende årtier vil blegne af skam over at have været de passive vidner til. Her og nu findes der ikke rigtig nogen formildende omstændigheder for dem, der kunne slå alarm, men ikke gør det. Det fremgår af eksempelvis EU's optagethed af Israels konflikt med palæstinenserne, at det ikke er evnen til at vedtage udenrigspolitisk fordømmende resolutioner, der fejler noget.

Altså må den manglende harme skyldes en underligt fleksibel vurdering af, hvor fordømmelsesværdige overgreb er, afhængigt af hvor de sker, og hvem de går ud over.

Der er enkelte, der løfter stemmen mod kristenforfølgelserne. Pave Frans fordømmer dem, og FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, har udtalt sig bekymret. FN's sikkerhedsråd vedtog for en uge siden en resolution imod IS' forfølgelse af kristne, hvilket vel også er det mindste, FN kunne slippe af sted med, eftersom IS' forbrydelser har et i alle betydninger grænseoverskridende omfang. Mens Iraks kristne venter på verdenssamfundet, må der kunne etableres en humanitær indsats for dem. Her tændte Frankrig et lys i mørket, da landet i mandags reagerede på IS' hærgen ved at erklære sig klar til at tage imod kristne flygtninge fra det nordlige Irak.

Danmark bør gøre det samme. Regeringen må åbne asylsystemet for kristne, der er drevet på flugt for deres tro. De udgør påviseligt verdens største forfulgte gruppe. Og i stedet for at arbejde for negativ særbehandling af muslimer, kunne integrationsordfører Inger Støjberg (V) for eksempel sætte ind for, at Danmarks døre åbnes for de forfulgte kristne. jd