Kan en mandlig journalist skrive sobert om diskrimination af kvinder? Kan man som journalist berette sagligt om Udkantsdanmark, hvis ens ægtefælle selv har rødder i et af disse områder? Og kan man tro på en journalist, der skriver om kristendom, hvis vedkommende selv er døbt, konfirmeret og medlem af folkekirken?
Det burde være tydeligt for enhver, at disse spørgsmål er usaglige. Journalister skal bedømmes på deres journalistik. Men at diskvalificere journalister på grund af deres køn, ægtefæller eller tro er uhørt.
Denne selvfølgelighed er desværre ikke åbenlys for alle, hvilket man kan konstatere i forbindelse med danske mediers aktuelle dækning af den ulyksalige konflikt mellem Israel og Hamas.
I en internetbaseret underskriftindsamling har flere end 3400 personer i løbet af få dage givet udtryk for, at en række navngivne journalister ikke er i stand til at dække Gaza-konflik-ten. Som begrundelse nævnes, at disse journalister har jødisk baggrund, er jødisk eller israelsk gift eller er opvokset i Israel. Påstanden er uhyrlig og bliver ikke bedre af, at afsenderne kræver et politisk indgreb mod de navngivne journalister.
På samme måde har Facebook-gruppen ”20.000 underskrifter for Palæstina i medierne”, som støttes af flere end 15.000 personer, sendt en klage til DR, hvor det lyder om jour-nalist Martin Krasnik, at ”hans tilknytning til Israel og hans baggrund slører hans evne til at agere som objektiv journalist”. Når selvsamme Facebook-gruppe så møder kritik for denne påstand, afvises kritikerne med en kynisk bemærkning om, at de bare ”trækker jødekortet”. At kilder i dagens avis betegner kritikken af de navngivne journalister som et lavpunkt i debatten og en slet skjult antisemitisme, er ikke uforståeligt.
At der er debat om mediedækningen af Mellemøstkonflikten, er ikke nyt. Hver gang konflikten blusser op, oplever også denne avis, at læsere henvender sig og giver udtryk for, at den ene eller den anden part får for meget taletid. Og tak for det, for sådan bør det være. Troværdighed er journalistikkens livsgrundlag, og derfor er det kun positivt, at læsere, seere og lyttere holder medierne i ørerne og påtaler fejl og unøjagtigheder.
Men at kræve journalister begrænset i deres arbejde med direkte henvisning til deres eller deres familiemedlemmers tro eller baggrund i Israel har bare intet at gøre med mediekritik. Det er mere end noget andet udtryk for en ræsonneren og en tankegang, hvis historiske baggrund og perspektiver er så skræmmende, at enhver bør tage afstand fra dem. mr