Bekæmp de fattiges sygdomme

Nødvendigt med øget fokus på sundhed i Den Tredje Verden

Karin Dahl Hansen er redaktør på Liv&Sjæl
Karin Dahl Hansen er redaktør på Liv&Sjæl. Foto: Arkivfoto.

Billeder af sundhedspersonale formummet i hvide, rumdragtslignede uniformer med visir for ansigterne ruller over tv-skærmene sammen med nyheden om udbrud af ebola i Vestafrika. Enkelte vesterlændige er også smittet, flyvninger til Sierra Leone indstillet, og Vesten, herunder Danmark, gør sit eget beredskab klart.

Men trods den megen fokus på ebola den seneste tid, er det vigtigt at slå fast, at det går den rigtige vej i Afrika. Hiv og aids bliver i højere grad end tidligere behandlet medicinsk, og antallet af mennesker, der dør af malaria, er faldet markant. Nøjagtigt, som det var planen med 2015-målene fra FN.

I forhold til ebola er der nu tilsyneladende lys for enden af tunnellen, idet en smittet amerikansk læge fik det mærkbart bedre, da han fik et serum, der endnu blot er i sin første testfase. Selvom der vil gå flere år, før det kan få en officiel godkendelse, er det oplagt, som også flere læger påpeger, blandt andre formanden for Den Nationale Videnskabsetiske Komité i Danmark, Johannes Gaub, at det utestede serum skal gøres tilgængeligt i Vestafrika nu. Normalt vil den slags være risikabelt, da man ikke kender bivirkningerne, men da der er tale om en sygdom, hvor dødeligheden er 90 procent blandt de smittede, er ukendte bivirkninger klart at foretrække.

En mulig medicinsk behandling må dog ikke lukke verdenssamfundets øjne for den bredere problematik, nemlig at sygdommen primært er udbredt i lande med et ringe sundhedsvæsen. Hvis epidemien skal inddæmmes og i sidste ende stoppes, kræver det forebyggelse, rindende vand og sundhedsklinikker med god hygiejne. Helt basale fornødenheder, der også vil forebygge diarré, tuberkulose og andre lidelser, som mennesker i vores del af verden ikke længere dør af, men som fortsat slår mange, ikke mindst børn, ihjel i verden i dag.

Tidligere på sommeren offentliggjorde amerikanske og sydkoreanske forskere i et videnskabeligt tidsskrift en undersøgelse, der viste det, som mange nok har på fornemmelsen. At forskningen i de sygdomme, der slår flest ihjel, er mindre end i sygdomme, der er mest udbredte i forskernes egne lande. Og da størstedelen af forskningen foregår i industrialiserede lande, forskes der mest i kræft, diabetes og hudlidelser, mens sygdomme, der er mest udbredte i u-landene, ikke tiltrækker sig samme opmærksomhed. Med andre ord forskes der ikke nok i malaria, diarré og hiv/aids set i forhold til disse lidelsers udbredelse.

Hvis man investerer i mere forskning og behandling af den tredje verdens sygdomme og dertil støtter landene i at udvikle mere velfungerende sundhedsvæsener, er meget vundet. 

kdh