Islam har fra sin begyndelse været mere end bare en religion. Islamismen og den politiske islam, som i dag udbredes i Mellemøsten med forfærdelige menneskelige omkostninger til følge, kan trække sit spor helt tilbage til profeten Muhammed. Islamismen rummer stærke voldelige elementer, der ikke skelner mellem civile og militære ofre. Hvis den ikke holdes nede, vil den kræve underkastelse af sine omgivelser.
Det oplever en lamslået verden i sin mest ekstreme form, når den selvudnævnte kalif af Den Islamiske Stat i dele af Syrien og Irak bruger nådesløs nedslagtning af anderledes tænkende mennesker som midlet til at udbrede sit rige. Den religiøse minoritet, yazidierne, kristne i området og shiamuslimer er alle ofre for sunnimuslimernes vanvid.
På internettet kan man finde utallige forfærdende billeder eller videooptagelser af halshuggede børn, kvinder og mænd, der får skåret halsen over og forbløder, som blev de halal-slagtet, eller man kan se billeder af egentlige korsfæstelser. Alt sammen noget, der er virkeligt og har fundet sted i disse dage og uger.
At USA gør sit for at stoppe de fremadrykkende islamister er kun godt. Det samme er den omfattende nødhjælpsoperation, der nu ser ud til at blive gennemført.
Men opløsningen og det udbredte anarki i området må give ikke mindst Vesten grund til eftertanke. Først krigen mod Irak, der godt nok førte til despoten Saddam Husseins død, men også til landets sammenbrud, er en af forklaringerne på udviklingen. En anden er det arabiske forår, som mange i regionen og ikke mindst i Vesten håbefuldt, men også naivt, troede ville føre til demokrati og en ny blomstringstid. I Irak tog vinderen efter Saddam Hussein hele magten og undertrykte derefter minoriteten, så landet faldt fra hinanden. Det samme var på vej til at ske under Det Muslim-ske Broderskab i Egypten, inden militæret igen tog over. Sammenbruddet i Syrien udløste et blodbad, som styret brutalt har spekuleret i, men som måske var uundgåeligt. I Libyen betød despoten Gaddafis fald hverken demokrati eller frihed, men lovløshed og opløsning.
Selvom det er svært for demokratisk sindede mennesker at se demokratiets begrænsning i øjnene, er det den, der udfolder sig i Mellem-østen. Med den manglende tradition for magtdeling og islams politiske dimension og iboende intolerance, også over for andre muslimer, er der er grund til at ønske sig tilbage til før det arabiske forår.
Stærke ledere, der kan sikre fred og stabilitet for Mellemøstens plagede befolkning er langt at foretrække for det anarki, som truer med at ødelægge hele regionen.