Udviklingsbistand uden udvikling

Hjælp til verdens fattigste burde hæves, ikke udhules

Anders Ellebæk Madsen
Anders Ellebæk Madsen. Foto: Arkivfoto.

”Regeringen vil opjustere udviklingsbistanden, så den over en årrække kommer tilbage på 1 procent af BNI.” Sådan lød det i regeringsgrundlaget fra oktober 2011 i en beskrivelse af, hvor stor en del af den årlige indkomst for Danmarks indbyggere, der skulle gå til at hjælpe nødlidende lande.

I går blev finanslovsudspillet for 2015 præsenteret, og her kan man næsten tre år senere konstatere, at bistanden endnu ikke er hævet til 1 procent af bruttonationalindkomsten, BNI, men igen ligger på 0,83 procent.

Regeringen forsvarer sig med, at den lovede årrække endnu ikke er gået, hvorfor man endnu kan nå at holde løftet, hvis man forestiller sig en længere årrække end denne regeringsperiode. Men det lyder ikke troværdigt. Det ville have været klædeligt at indfri løftet i 2015, der kan blive sidste mulighed for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes ministerhold.

I gårsdagens finanslovsforslag er den fattigdomsorienterede ramme, som går til direkte fattigdomsbekæmpelse, sat til 12.624 milliarder kroner. I finanslovsforslaget for 2014 var det tal 12.742 milliarder kroner. Det er altså et fald på 118 millioner kroner.

Samtidig er den øvrige bistand, den globale ramme, der har et bredere sigte, sat op fra 2761 milliarder kroner til 3471 milliarder kroner. Det er en stigning på 710 millioner kroner. Denne stigning skyldes, at Danmarks BNI og dermed den fastlåste andel til udviklingsstøtte er voksende, ikke at der er afsat en større andel til formålet.

Der kan argumenteres for, at den fastlåste støtte til udviklingslandene på 0,83 procent dækker over et reelt fald i midler til fattigdomsbekæmpelse, fordi man i denne støtte i dag medregner freds- og sikkerhedsopgaver, miljø- og klimabistand samt Det Arabiske Initiativ. Det betyder, at en sikkerhedsindsats i Afghanistan kan tælle som udviklingsbistand.

Danmark placerer sig overordnet i den pæne ende af verdens giverskala med 0.83 procents udviklingsbistand. Men som Afrika-ekspert Stig Jensen siger i Kristeligt Dagblad i dag, gemmer der sig bag de små fald på finansloven en større tendens til at inkorporere egeninteresser i udviklingsstøtten. Ved årsskiftet forlød det fra Holland, at man ville medregne handel og investeringer som udviklingsbistand, samtidig med at man arbejdede mod at give 0,6 procent af BNI i 2015.

Der kan være gode pointer i at tænke handels- og egeninteresser ind i støtten til udviklingslandene. Men der er en reel risiko for, at den meget målrettede fattigdomsbekæmpelse får lavere prioritet. Der er fare for, at fattige mennesker betaler prisen for den generelle udvikling, at vi giver udviklingsbistand med egne interesser i baghovedet. AEM