Klassikere på Det Kongelige skal tale til samtiden

Det Kgl. Teater skal genindsættes i den kollektive bevidsthed

"Selvom alt er godt på klassikersiden, er det alligevel en tilsnigelse at sige, at Det Kongelige Teater i de forløbne år har sat tydeligt præg på den kollektive bevidsthed i landet, som er en udtalt ambition for nationalscenen," skriver Michael Bach Henriksen i dagens leder.
"Selvom alt er godt på klassikersiden, er det alligevel en tilsnigelse at sige, at Det Kongelige Teater i de forløbne år har sat tydeligt præg på den kollektive bevidsthed i landet, som er en udtalt ambition for nationalscenen," skriver Michael Bach Henriksen i dagens leder.

I dag er der premiere på Det Kongelige Teater på Holbergs klassiker ”Erasmus Montanus”. At dømme efter interviewet her i avisen i går med en af opsætningens hovedkræfter, skuespilleren Thure Lindhardt, er der masser af aktualitet i Holbergs 300 år gamle stykke. Blandt andet et opgør med vor tids dyrkelse af skærmen frem for menneskelig kontakt og kritik af den unge generations drømme om at blive mediestjerner og skille sig ud - med det indbyggede paradoks, at når alle vil være unikke, ender det med, at ingen er det. Lidt ligesom at synge schlageren ”Jeg er ikke som de andre” som fællessang.

Den aktuelle opsætning gør med andre ord dét, som en nationalscene altid bør gøre, nemlig løbende at introducere klassikerne til nye generationer og på måder, som er relevante for samtiden. Nu har anmelderne ikke fældet dom over aftenens premiere endnu, men med ”Erasmus Montanus” i dag og Ibsens næsten lige så store teaterklassiker ”Hedda Gabler” senere på måneden er nationalscenen godt i gang i en ny sæson.

Denne uge bød imidlertid også på nyheden om skuespilchef Emmet Feigenbergs afgang fra nationalscenen. Feigenberg har stået i spidsen for et sikkert kvalitetsrepertoire med vægt på klassikerne og har således glimrende udfyldt den kerneopgave, som nationalscenen har, med opsætninger af ”Mågen”, ”Gengangere”, ”Stuk”, ”Richard III” og mange andre. Men selvom alt er godt på klassikersiden, er det alligevel en tilsnigelse at sige, at Det Kongelige Teater i de forløbne år har sat tydeligt præg på den kollektive bevidsthed i landet, som er en udtalt ambition for nationalscenen.

Det bliver selvsagt interessant at se, hvem Feigenbergs afløser i det trods alt lille potentielle nationale ansøgerfelt bliver. Allerede nu er det dog værd at reflektere over, hvordan man får løst en nationalscenes dobbelte målsætning: både at genopføre klassikerne og lade dem tale direkte ind i samtiden. Harmløst dannelsesteater er ikke vejen frem. I andre kunstarter lykkes det. En film som ”Shakespeare in Love” var både pragtfuldt klassiker-tv og replik til nutiden i moderne formsprog. Og Shakespeare selv gik aldrig af vejen for den folkelige succes og gav folk, hvad de ville have - og meget mere til. Det er godt, at Det Kongelige Teater har som ambition at sætte sig på den kollektive bevidsthed. Det er ikke nemt, men det er muligt. Klassikere er klassikere, fordi de siger mennesker noget til alle tider. Men man skal tænke konsekvent over, hvordan man præsenterer dem for samtiden. Ikke for at forfladige og banalisere, men for at få klassikerne til at tale bedst muligt ind i den enkeltes liv.