Inddrag andre trossamfund

Regeringen bygger sin tilgang til alle religioner på islamismefrygt

Anders Ellebæk Madsen er redaktør på Kirke & Tro. Foto: Arkivfoto

Kan man forestille sig en kommission om rederier uden repræsentanter for landets rederier? Næppe. Men det er desværre let at forestille sig en kommission om trossamfund uden repræsentanter for landets trossamfund. For det er just, hvad regeringen har bebudet.

Socialminister Manu Sareen (R) meddelte forleden, at regeringen vil nedsætte et udvalg, der skal indfri løftet i Grundlovens paragraf 69 om, at ”de fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov”. Og i udvalget ønsker ministeren ikke deltagere fra de pågældende trossamfund, fordi ”det ville være svært at få en repræsentant fra alle trossamfund med”.

Argumentet bør ikke tages seriøst. Man ville heller ikke undlade repræsentanter for rederier, fordi der ikke er plads til alle rederier i et rederiudvalg. Fordi regeringens argument er indlysende uholdbart, tager heller ingen det for pålydende. I stedet kan regeringens tilgang til trossamfundene tolkes som et signal om, at man vil have mere kontrol med landets mange trossamfund uden for folkekirken. Det er uheldigt og vil vende mange af de religiøse grupper imod regeringens projekt, selvom de ellers længe har givet udtryk for, at de støtter idéen om en udredning af deres lovmæssige stilling.

Den politiske hensigt er klar. Regeringen har brug for at vise, at den gør en indsats imod den radikale islamisme, som er blevet debatteret til hudløshed de seneste måneder. Derfor har Socialministeriet kaldt sin pressemeddelelse om trossamfundenes eksistensvilkår for ”Regeringen vil have klare krav til trossamfund”. Og derfor møder man igen og igen det krav, at man skal kunne trække en godkendelse af et trossamfund tilbage, når man læser opgavebeskrivelsen for udvalgsarbejdet.

Er man katolik eller pinsekirkelig, må meddelelsen undre. I årevis har kirkernes ledere sagligt diskuteret skatteindkrævning, kirkesamfundenes principielle stilling i forhold til Grundloven og adgang for udenlandske forkyndere. Når så endelig regeringen vender sig mod emnet, er dens første træk at antyde, at religioner uden for folkekirken er problematiske og potentielt skadelige elementer, som staten er nødt til at øge kontrollen med.

Det er uklædeligt af en minister som Manu Sareen at tale om hele det religiøse område som et potentielt farligt område, der kræver en sikkerhedsindsats fra statens side. På den måde lader regeringen frygten for islamisme bestemme kursen over for alle landets kirkesamfund. Det er paradoksalt nok den frygt, Radikale Venstre længe har advaret imod. Man burde i stedet have inddraget de relevante trosretninger. Regeringen bør snarest finde plads til repræsentanter for de pågældende trossamfund i sit udvalg. 

AEM