En ny råhed på Halmtorvet

Hån af udsatte kræver medmenneskelig oprustning

Henrik Hoffmann-Hansen er politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Arkivfoto

Nej, mennesket er ikke godt nok på bunden. Selvom arvesynden ikke lader sig bevise videnskabeligt, skal man ikke lede længe efter eksempler på den menneskelige ondskab. Selv ikke her i Velfærdsdanmark, hvor civilisationens papirtynde glasur til daglig holder de værste udskejelser nede.

Men tag nu billedet af en kvindelig flaskesamler, der står i et springvand på Halmtorvet i København og bliver hånet og spottet af berusede fodboldfans, som kaster med dåser og sprøjter øl på hende. Billedet blev taget i søndags af en forbipasserende, og det blev hurtigt spredt på de sociale medier. Her kan man så læse hundredvis af kommentarer fra folkedybet. Fra bemærkninger om, at det kun var, hvad man kunne forvente fra Brøndby-fans, over væmmelse til yderligere hån af kvinden, der blot skulle rejse ud af landet, eller hvad man ellers har kunnet finde på af spydigheder.

Den rå tone føjer sig til en række andre tilfælde, hvor hjemløse og udsatte er blevet forhånet. For tre måneder siden overværede tv-værten Hans Pilgaard et par pigers chikane af en hjemløs i den københavnske metro, og han endte i et højlydt skænderi med pigerne. Der har været beretninger om ydmygelser af hjemløse dåsesamlere på sommerens musikfestivaler, men formentlig er alle disse beretninger kun toppen af isbjerget. Under overfladen aner man en generel mangel på medfølelse for mennesker, der overskrider normalitetens stadigt snævrere grænser, eller som ikke har været heldige i det sociale lykkehjul. I den aktuelle sag øges modbydelighederne af, at det tilsyneladende er en gruppe unge mænd, der finder det passende at håne en ressourcesvag kvinde.

Omend deres metoder er mindre vidtgående end banders gruppevoldtægter eller islamisters nedslagtning af kvinder og børn, er de psykologiske mekanismer bagved de samme. Tilskuernes frygt for selv at blive ofre betyder, at ingen griber ind over for en gruppe hærdebrede, tatoverede, fulde fodboldfans, der chikanerer en værgeløs kvinde. Det er måske forklarligt, men mindre forståeligt, at politiet tilsyneladende også vender det blinde øje til. Af billedet fremgår, at et par betjente står lige i nærheden og rimeligvis kunne have udstyret bøllerne med en bøde for deres opførsel.

Derudover står vi som samfund med et mere fundamentalt problem. Det handler om opdragelse og respekt for medmennesker i nød. Det er en udfordring, ikke kun for forældre til kommende eller nuværende fodboldfans på den københavnske vestegn, men for alle forældre, lærere, trænere og foreningsledere. De kan ikke fjerne arvesynden, men de kan forstærke civilisationens glasur, så råheden i det mindste holdes i skak.

hhh