Tidens krige udfordrer FN

FN kæmper for goder, vi opnåede for årtier siden i Danmark

Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro på Kristeligt Dagblad
Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro på Kristeligt Dagblad Foto: Arkivfoto

Mange ildebrande er svære at slukke rundt omkring på kloden. I Syrien og Irak bomber vestlige magter IS-kalifatet. I Afrika har krigsmagere og terrorbevægelser vind i sejlene. I Mellemøsten blusser med jævne mellemrum krige op mellem israelere og palæstinensere. Også i Europa har vi problemer med at skabe fred, denne gang i striden mellem Ukraine og Rusland.

Til de krigende parter lyder der jævnlige fredsappeller fra FN, som i New York har holdt sin 69. generalforsamling de seneste dage. Men åbningstalen i onsdags afslørede en generalsekretær Ban-Ki-moon, som søgte håbstegn:

”Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange flygtninge, fordrevne og asylsøgere i verden. [“] Det kan føles som om verden er ved at falde fra hinanden, mens kriser dynger sig op, og sygdomme spreder sig.”

Man forstår generalsekretærens tone, for FN har haft det svært som mægler i konflikterne. Men organisationen er netop i turbulente tider et vigtigt forum at have, og historien viser, at verden i krigstider har brug for et mødested.

FN skal ikke kun bedømmes som forum for krigsbekæmpelse. Organisationen har opnået betragtelige resultater i kampen mod fattigdom og dødelighed blandt børn og mødre gennem de såkaldte 2015-mål.

Som Kristeligt Dagblad beskrev i lørdags, arbejdes der nu med nye mål. Blandt de oplagte mål er kvinders rettigheder, som Ban-Ki-moon har lagt stor vægt på:

”Jeg kan ikke forestille mig noget bedre sted at starte (i udviklingsarbejdet, red.) end ved at åbne dørene og nedbryde barriere for kvinder og piger. Kig på en hvilken som helst krise - fra fattigdom til sygdom eller analfabetisme - og du vil se kvinder lide mest.”

Den dagsorden støtter Danmark med rette, ligesom en lang række af de andre dagsordener som for eksempel uddannelse, fattigdomsbekæmpelse og bæredygtighed. Det sidste emne vil med stor sandsynlighed fremkalde stor fremtidig uenighed om, hvem der skal finansiere indsatsen, som vi allerede så det under klimatopmødet i København i 2009.

Finansieringen er lige nu den elefant i rummet, som ingen taler om. Det er symptomatisk for FN, som hele tiden er afhængig af at kunne samle gode viljer og økonomisk opbakning fra medlemsstaterne. Verdens økonomiske krise har givet et svagt indtryk af, hvordan viljen til at bruge penge på fjerne projekter falder, når presset stiger på hjemmefronten.

Men Danmark bør på trods af alle de problemer, der også er i FN, gå forrest med støtte til arbejdet, som globalt gavner børn, kvinder og fattige. Præcis de punkter har vi selv gjort til bærende indsatsområder herhjemme for mange årtier siden.

AEM