Hvis man rejser i Afrika, kan man på hoteller finde tegneseriehæfter som ”Tintin i Congo”, der i Europa får kritik for at være racistisk. Mange afrikanere ser ikke meget at hidse sig op over i den karikerede fremstilling af afrikanere i tegneserien. Men det gør vi i Vesten.
I Sverige har den statslige tv-station SVT krævet udtrykket ”negerkonge” fjernet fra en udsendelse, ligesom man ikke måtte ”lege kineser”. Begge dele indgik i Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe, som var lavet i 1969 og naturligvis gengiver datidens sprog.
Tidligere har andre kulturpersoner fået en tur igennem den svenske racisme-maskine: forfatteren Jakob Martin Strid for børnebogen ”Mustafas kiosk” og Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen.
Svensk tv fortæller, at de klipper fortiden ud for at undgå, at børn bliver ”såret” af at møde den sproglige virkelighed fra 1970'erne. Det er symptomatisk, at det er Sveriges mest indflydelsesrige tv-station, der spiller med musklerne i kampen mod fortidige udtryk.
For den korrekte sprogbrug er i dag blevet en magtinstans, som vil beherske os via skolebøger, love og institutioner, ofte med hele statens vægt i ryggen. Store kulturinstitutioner handler i egen forståelse altid i moralsk øjemed. Men deres redigering repræsenterer magtens fraklip af fortiden. Og det har vi dårlige historiske erfaringer med.
Spørgsmålet er, hvor grænsen går for redigering af fortiden, hvis man først tager fat på historiske værker. Er det kun børnekultur, der risikerer at såre? Kan offentligheden tåle filosoffen Søren Kierkegaards betragtninger af jøder? Skal arabisk kulturs historiske stereotyper over vantro bortredigeres? Må Bibelens hårde ord om hedninge blive stående på bibliotekernes hylder?
Der ville foreligge et enormt New Speak-projekt, hvis man skulle sætte ind bare nogenlunde stringent over for ”sårende” udtryk i historiens kulturgods. Det vil være klogt i stedet at lade det stå. Det gælder også den del, der er overvejende enighed om er grænseoverskridende efter nutidige moralnormer.
En af de store landevindinger i det tyvende århundredes tænkning er sket inden for sprogfilosofien, hvor særligt angelsaksiske sprogforskere fra 1950'erne fandt frem til, at vi ændrer verden ved sproget og danner moral, hver gang vi taler. Det var en tiltrængt øjenåbner, som har ført til, at vi har forstået, at vi potentielt behersker andre, hver gang vi bruger sprog over for dem. Men det sproglige opgør er gået for langt. Vi er endt med at dæmonisere vores egen fortid. Og i stedet for at forholde os til substantielle uenigheder i nutiden, forholder vi os til sproglige normer hos vores bedsteforældre.
AEM