Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Kulturkristne afgør kirkens status

Anders Ellebæk Madsen. Foto: Arkivfoto

Folkekirken er ikke så ringe endda, mener danskerne

Det forudsiges jævnligt, at folkekirkens grundlovssikrede bånd til staten vil blive løsnet eller helt kappet inden for nogle årtier. Alle tendenser går i den retning, lyder argumentet: Landet bliver mere og mere multireligiøst, medlemmerne af folkekirken udgør en faldende andel af befolkningen, og danskernes støtte til folkekirkens forrang over for andre trossamfund er faldende.

Men den sidste tendens er ikke hugget ind i granit. Som en undersøgelse beskrevet i Kristeligt Dagblad i den forløbne uge viste, er danskernes støtte til folkekirkens særstatus tværtimod stigende. Hvor 58 procent støttede folkekirkens særlige rettigheder i 2011, er det 63 procent i 2014. Det er bemærkelsesværdigt, fordi dette tal - og dermed danskernes opbakning til folkekirkens særstatus - har været støt faldende siden 1999, hvor det lå på 70 procent.Resultatet er ikke det eneste udtryk for den brede opbakning til folkekirken, der findes i Danmark. Med en medlemsprocent på 78 procent midt i en multireligiøs dansk virkelighed har landets store folkelige kirke større opbakning end tilsvarende kirker i Sverige og Norge.

Ved juletid kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at 8 ud af 10 danskere fandt, at det var i orden, at folkeskolen tog elever med til julegudstjeneste. Og samtidig er den meget ideologiske kritik af kristendommens dominans taget af, men ikke forsvundet. I den retning peger for eksempel den forstummede kritik af Folke-tingets åbningsgudstjeneste.

Afgørende for Danmarks religiøse identitet er de 60-90 procent af befolkningen, der er kulturkristne og støtter folkekirken uden at komme der særligt ofte. Noget tyder på, at denne gruppe af danskere vil bevare den særlige religionskultur, som vi har udviklet her til lands. Mange foretrækker en underspillet, omsorgsfuld og allestedsnærværende folkekirke frem for skråsikre religionskritikere, der med kantede angreb på kristendommen har gjort sig selv til uvenlige ansigter på det religionsneutrale samfund. Mon ikke de fleste danskere ser en mere fornuftig tilgang til religion hos den lokale præst end hos den intellektuelle, der taler ned til troende på tv?

Som den stigende støtte til folkekirkens særstatus viser, er det risikabelt at vurdere Danmarks religiøse fremtid ved bare at fremskrive tidligere udviklingstendenser. I multireligiøse kulturer får religiøse rødder ikke nødvendigvis mindre betydning, og den religionsneutrale model er ikke nogen gudgiven udvikling.

Hvis en majoritetskultur kan skabe ro og plads til andre trosretninger, kan den være en velfungerende ramme om et multireligiøst samfund, som det har været tilfældet i Danmark. Derfor er det godt, at danskerne holder fast ved folkekirkens grundlovssikring.