Kristendom og politik i Danmark

Selvfølgelig må biskopperne udtale sig i politiske debatter

Jakob Holm er debatredaktør på Kristeligt Dagblad.
Jakob Holm er debatredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Arkivfoto.

Biskop Marianne Christiansen fra Haderslev har skabt røre i den borgerlige politiske lejr, da hun med et læserbrev i sidste uge i Morgenavisen Jyllands-Posten tillod sig at kritisere den danske asylpolitik.

Hendes synspunkt er siden blevet bakket op af to af de øvrige ni biskopper, nemlig Kjeld Holm og Peter Fischer-Møller fra henholdsvis Aarhus Stift og Roskilde Stift, men det har blot fået debattører, kommentatorer og borgerlige politikere til at fare endnu mere i flint.

Mange af biskoppernes kritikere peger på det berømte citat fra Matthæusevangeliet om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Med det citat mener man nemlig at kunne udlede, at allerede Jesus selv opererede med en slags toregimente-lære, hvor kejseren styrede den verdslige sfære, men Gud rådede i den religiøse, og at de to kategorier er helt væsensforskelige. Og derfor må man ikke blande religion og politik sammen, lyder det

De to kategorier er forskellige, men at de kan holdes fuldstændig adskilt er en mærkelig idé og påstand, der lidt minder om tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) ligeledes sære tanke om, at religion skulle helt ud af det offentlige rum.

Hvis man forstår sig selv som et kristent menneske, kan man kun undre sig over de to påstande. For selvfølgelig påvirker og oplyser ens kristne tro også ens politiske overbevisning, og her er det, at kristendommen også viser sit format.

For kristendommen kan sagtens være den religiøse eller mentale bagage for både højreorienterede og venstreorienterede mennesker. Man kan med lige stor ret være kristen og medlem af SF eller være kristen og medlem af Det Konservative Folkeparti. Den politiske konklusion af kristentro følger ikke pr. automatik.

Hvorvidt biskop Marianne Christiansen har ret i sin kritik er i denne sammenhæng underordnet. Det vigtigste er at fastslå, at hun som biskop er i sin gode ret til at anfægte den lidt problematiske politiske konsensus, der i et valgår i landet tilsyneladende nu er opstået om at føre en hårdere flygtninge- og asylpolitik. Mener man noget andet, må man være svensker, biskop eller medlem af Enhedslisten.

I det lys er det befriende, at nogle biskopper tør udfordre den politiske konsensus og vise, at biskopper er andet og mere end embedsmænd i staten. Der er i øvrigt masser af sager, hvor bisperne glimrer ved deres fravær i debatten. Som i den om forringelsen af forholdene for landets konfirmander, der er fulgt med den nye skolereform eller Danmarks voksende problem med hjemløse. Det er fint at mene noget om asylpolitik eller Gaza, men der er masser af problemer og diskussioner at tage fat på i den hjemlige andedam.

holm