Så dårlig er pressen heller ikke

Embedsmænds negative rolle for nyhedsformidling overdrives

Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad
Henrik Hoffmann-Hansen, politisk redaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Det står skidt til med medierne, hvis man skal tro en lind strøm af bøger, medieprogrammer og debatindlæg. DR-journalisten Jesper Tynell har siden 2010 interviewet et halvt hundrede embedsmænd anonymt om deres samspil med politikere og journalister, og det har resulteret i den allerede udsolgte bog ”Mørkelygten”. Udtrykket bruges angiveligt af embedsmænd i centraladministrationen, når en sag udadtil siges at være fuldt oplyst og forklaret, men i virkeligheden er blevet fordrejet og manipuleret, så befolkningen står tilbage med et forkert billede af sagen.

Bogens hovedpointe er, at embedsmænd har vildledt Folketinget for at tækkes de regeringer og ministre, embedsmændene har arbejdet under. Det er i sig selv galt nok, eftersom hverken ministre eller embedsmænd må lyve over for eller blot vildlede Folketinget.

En anden pointe i bogen er, at embedsmænd også har fordrejet sager over for pressen, det vil i sidste ende sige over for befolkningen. Ved hjælp af mediestrategier og aktivt ”spin” skulle det jævnligt være lykkedes embedsmænd at få aviser og andre medier til at gengive informationer på den måde, som har tjent den til enhver tid siddende regering bedst. At få medierne til at ”vinkle” historierne efter regeringens interesser. Det er en kras mediekritik, for medier bør naturligvis stille sig kritisk til alle de oplysninger, de får, uanset hvor de stammer fra.

Kritikken bliver yderligere understreget i debatindlæg, hvor mediefolk beskylder kolleger for at være for dårlige til deres håndværk. For ikke at checke fakta. For ikke at stille præcise spørgsmål. For ikke at følge op på dårlige eller ufyldestgørende svar.

Et tv-program som Detektor har gjort det til sin hovedsag at påvise alle de fejl, der slipper gennem mediernes redaktionslokaler og ud til de sagesløse læsere, lyttere og seere. Helt overordnet er det opmuntrende, at pressen omsider tør øve selvkritik på den måde. Det har i høj grad været en mangelvare. Alligevel efterlader den massive kritik et billede af, at bægeret er ved at flyde over. For at sige det ligeud: Så dårlig er pressen altså heller ikke. Det høje tempo i nyhedsformidlingen betyder nok, at for mange fejl slipper ud i æteren, men til gengæld rettes og korrigeres der også i et tempo og et omfang som aldrig tidligere. Den moderne teknik har givet medierne en mulighed for at undersøge og underbygge deres historier i hidtil uset omfang. Så selvom embedsmænd nok så ihærdigt kaster sig ud i mediestrategier og måske indimellem selv synes, de har en vældig succes med manipulationerne, som de gerne praler anonymt af i en bog, er virkeligheden mere nuanceret. Pressen er bedre end sit rygte.