D-dag er dagen i dag døbt, hvor Lov om Offentlig Digital Post træder i kraft. D-dag i 1944 endte som bekendt med Europas befrielse, men undervejs gik mange liv tabt. Sådan går det ikke med D-dag i 2014 i Danmark, men der er ingen tvivl om, at det, som af mange opfattes som en befrielse, af andre opleves som et decideret overgreb eller krænkelse, hvor de føler sig behandlet som andenrangsborgere.
Danmark er generelt langt fremme, når det gælder digitalisering, mange har adgang til internettet, og tilliden til myndighederne er høj, så naturligvis skal de elektroniske muligheder udnyttes. Men det er urimeligt at indføre det med tvang, som det reelt er sket fra og med i dag, hvor alle er forpligtet til at have en elektronisk postkasse, medmindre man beder om fritagelse. Det er imidlertid ikke nok at sige, at man foretrækker papir. Man skal have et handicap af sproglig eller kognitiv karakter, ligesom man kan blive fri, hvis ikke man har computer eller er hjemløs. Og det er vel at mærke kommunen, der afgør, om man kan blive fritaget eller ej. 400.000 danskere har fået en sådan fritagelse, mens 1,2 millioner slet ikke har taget stilling. Måske fordi de ikke ønsker at lade sig kategorisere som svage, eller fordi de ikke aner, hvad der er på spil. Men faktum er, at hvis man fremover overser indkaldelsen til syn af bilen eller en ansøgning om tilskud som enlig forsørger, kan bilens plader blive klippet, eller man kan miste tusindvis af kroner.
I den seneste tid er der gjort en stor indsats fra organisationer og foreninger, biblioteker og pårørende for at hjælpe navnlig ældre og såkaldte udsatte borgere ind i den digitale tidsalder, men faktum er, at mange i alle aldersgrupper vil blive udfordret. Nok er unge på Facebook, og mobiltelefonen fungerer som en forlængelse af deres arm, men det er ikke ensbetydende med, at de mestrer NemID, e-Boks, Java-opdateringer, plugins og meget andet, der hører det digitale univers til, og man må imødese en strøm af klagesager, når det viser sig, at vigtige elektroniske breve ikke bliver læst, og borgerne derved kommer i klemme. Her må man appellere til, at det offentlige udviser konduite og farer med lempe.
Det er indlysende, at myndighederne skal betjene sig af moderne teknologi og tilbyde borgerne digitale løsninger. Men det er lige så indlysende, at det skal være på borgernes præmisser, og det er urimeligt at tvinge en udvikling frem, der kommer af sig selv i løbet af ganske få år. Tænk blot på, hvor hurtigt det er gået med udbredelsen af internet og smartphones. Men det offentlige har valgt en mere aggressiv strategi. Dermed har borgerne frihed til at gøre, som der bliver sagt, og retter de ikke ind, må de selv bære konsekvenserne.