Fordybelse i dansk politik

Magthaverne byder selv op til dans i Mediedanmark

Michael Bach Henriksen er kulturredaktør på Kristeligt Dagblad.
Michael Bach Henriksen er kulturredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

Gandhi kendte hverken til Facebook eller Twitter, men forudså måske alligevel den hast, hvormed nutidens mediesamfund udvikler sig. Den indiske borgerretsforkæmper tilskrives citatet ”Der er vigtigere ting i livet end at øge dets hastighed”, men den lære er svær at efterleve, i en tid hvor der aldrig har været flere medieplatforme at henvende sig på end nu. ”Breaking news” er blevet hverdag på tv-stationerne og de sociale medier, der kræver konstante opdateringer.

At det kan opleves som et problem, melder flere folkevalgte nu ud. Som det fremgår af dagens avis, kritiserer politikere, at der kræves øjeblikkelige svar på helt nye og ofte komplicerede problemstillinger. Der er ikke længere plads til fordybelse. Politikerne tør ikke takke nej til medvirken i medierne af frygt for at miste kontakten til vælgerne, og de kan være forvisset om, at journalisten straks ringer videre til en anden kilde, hvis politikeren undslår sig for at stille op.

Det er klart, at den kraftigt accelererede hastighed i medielandskabet kan opleves som et problem, og at nuancerne forsvinder i de hurtige indslag. Men problemstillingen er et tveægget sværd, for politikerne er ofte selv de første til at spille med på de mange medieplatforme. Der er ingen, der kræver af dem, at de uafladeligt skal henvende sig på Twitter eller optræde i ”Vild med dans”. Men disse pr. definition overfladiske formater og mange andre lignende er bekvemme at frekventere, for her risikerer politikerne ikke at møde kritiske spørgsmål.

Dette er nemlig også en del af problemet: De virkelig kritiske interviews med magthaverne foregår, hvad tv-mediet angår, i dag næsten kun i ”Deadline” på DR 2. Der er langt mellem de faktabaserede interviews, hvor politikerne konfronteres med konsekvenserne af deres politik og får stillet kritiske spørgsmål. Så hvis politikere oplever mediehavet som stormomsust, skyldes det ikke mindst, at mange af dem selv byder op til dans og foretrækker de mediesammenhænge, hvor de stryges med hårene.

Ingen er imidlertid tjent med hastighed blot for hastighedens skyld, og både medier og politikere bør selvsagt stræbe efter gennemarbejdede spørgsmål og svar på de rigtignok komplicerede emner, der præger et moderne og komplekst samfund.

Alligevel bør man ikke give voksende papirbunker i det politiske arbejde eller et opskruet tempo på nyhedsredaktionerne hele skylden for, at det kan være vanskeligt at bevare overblikket i breaking news-karrusellen.

Jo mere erfaring og jo mere velfunderede værdier man har som politiker, jo nemmere er det at navigere i mediehavet og finde vej i de mange spørgsmål, man som folkevalgt kræves at forholde sig til.

mbh