Kampene i det østlige Ukraine er de seneste dage taget til i styrke. Oprørsbastionen Donetsk er blevet udsat for det væreste granatbombardement i en måned, og nye kolonner med uidentificerede pansrede køretøjer er blevet set på vej mod netop Donetsk. Det første tyder på, at regeringen i Kijev måske overvejer at gøre et nyt forsøg på at gøre et fremstød i øst. Det sidste tyder på, at Moskva har sendt forstærkninger til de prorussiske separatister, der har udråbt selvstændige republikker i Donetsk og Lugansk, og som netop har afholdt deres eget valg til stor fortrydelse for regeringen i Kijev. Med andre ord virker den to og en halv måned lange våbenhvile, der skulle føre forhandlinger med sig og bringe kampene til en afslutning, efter at mindst 4000 er blevet dræbt, meget skrøbelig.
Våbenhvilen er resultatet af den såkaldte Minsk-aftale, som både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har udtrykt deres tiltro til. Som omtalt andetsteds i avisen peger flere analytikere på, at begge ledere i og for sig har en interesse i, at våbenhvilen holder, men at den kommer under pres af henholdsvis lokale pro-russiske militser på landjorden og af den politiske situation i Ukraine, hvor Porosjenko er under stigende pres for at gøre noget i Østukraine. Det har hele tiden været sådan, at de små fremskridt balancerer på en knivsæg, fordi det konstant er et spørgsmål om, hvem der tør give sig først, før noget positivt sker. Men mekanismen gælder jo desværre også den modsatte vej. Enhver forværring fra den ene parts side i forhold til aftalerne fører stort set straks til en modreaktion fra den anden parts side. Det er det, vi ser i disse dage, og det er derfor, at kampene - hvis de fortsætter eller forværres - kan få meget store, negative politiske konsekvenser.
Her er det afgørende, at der fortsat er diplomatisk kontakt mellem Ukraine og Rusland på allerhøjeste plan, ligesom det er vigtigt, at EU-landene stadig står sammen i forsøget på at presse særligt Rusland til gøre sit til at få implementeret Minsk-aftalen. Der er ingen tvivl om, at EU's sanktioner mod Rusland er en af måderne at lægge pres på, men det er også korrekt - som udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har sagt det under sit besøg i Ukraine - at der er tale om et langsomt instrument. EU bør kunne skrue hurtigere op og ned afhængigt af, om det går den rigtige eller den forkerte vej med udviklingen. Samtidig må EU også hjælpe Ukraine på det økonomiske område og med hensyn til opbygning af ukorrupte institutioner. Alt sammen mens man må opfordre til tilbageholdenhed på slagmarken, da aftalen fra Minsk ellers er i risiko for at blive undermineret totalt.
brun