Danske politikere har alt for længe været fodslæbende og uinteresserede i at rette en særlig hjælp til det voksende antal kristne, der forfølges i især muslimske lande. I foråret afviste udenrigsminister Martin Lidegaard (R) at gøre noget særligt for de kristne, der nu myrdes eller flygter fra Mellemøsten i så store tal, at det truer med at udradere kristendommen i den del af verden, hvor religionen og troen opstod.
Regeringens strategi har været ikke at tale højt om problemet. Forfulgte kristne skal ikke have særbehandling, har det lydt fra Udenrigs-ministeriet, men omfattes af regeringens bredere fokus på at fremme tolerance generelt og beskyttelse af alle religiøse mindretal.
Som reaktion på regeringens afvisning af at gøre en særlig indsats for de kristne havde oppositionen i Folketingets Udenrigsudvalg anført af Per Stig Møller (K) og Esben Lunde Larsen (V) i går indkaldt til konference om den ulykkelige og uhyggelige udvikling. Det var et tiltrængt initiativ, der faldt sammen med offentliggørelsen i pressen af en mindre undersøgelse om, at kristne flygtninge - særligt konvertitter fra islam - chikaneres af muslimske flygtninge på landets flygtningecentre.
De kristnes forhold i særligt Mellemøsten er så komplekst, at det ikke kan reduceres til et simpelt spørgsmål om muslimsk forfølgelse af kristne. Politik og sociale forhold spiller også ind, men islams manglende tolerance over for andre religioner er og bliver en del af problemet. Islamisk Stats rabiate udryddelse af blandt andet kristne i det nordlige Irak er ekstrem, men kommer ikke ud af den blå luft.
Kristne er andenrangsborgere i mange muslimske lande. Et kerneproblem er islams manglende accept af fuld religionsfrihed og retten til at skifte religion eller helt vælge religion fra.
De kristnes problem i Mellemøsten varierer i karakter fra land til land. Nogle steder forfølges kristne med vold, andre steder tager intolerancen form af chikane eller bare diskrimination.
Det hører også med til kompleksiteten, at nogle kristne i regionen frabeder sig at blive udsondret som en gruppe, der nyder det kristne Vestens særlige bevågenhed. De frygter, at deres samfund skal betragte dem som et fremmedelement og en slags femte kolonne for Vesten, selvom deres rødder rækker længere tilbage end alle regionens muslimers.
Men man kan i dag konstatere, at den politiske strategi, der består i at tie stille om problemet, ikke har virket. I Tyskland har forbundskansler Angela Merkel åbent betegnet forfølgelsen af kristne som vor tids måske største menneskerettighedskrænkelse. Man burde kunne forvente, at en dansk regering vil gøre noget lignende.
Danmark bør også presse på i internationalt regi for at fordømme muslimske landes forbud mod frafald. Danmark skal ikke genoplive en korsfarerretorik. Men Mellemøstens kristne er fanget imellem Vestens sekulære verdenssyn og manglende blik for religionens dimension på den ene side og en voksende islamismes mangel på respekt for andre religioner, ikke mindst kristendom, på den anden. Det dilemma må vi hjælpe dem ud af.