Seksualisering af barnet

Børn betaler en høj pris for vores fokus på pædofili

Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro på Kristeligt Dagblad.
Anders Ellebæk Madsen er redaktør for Kirke & Tro på Kristeligt Dagblad. Foto: Paw Gissel.

I går faldt dommen over den 41-årige fynske sexkrænker, der har stået bag overgreb på henholdsvis en 10-årig og en 11-årig pige. Det vil formentlig give ro for de hårdt prøvede fynske forældre, der har været angste for, om deres barn næste gang ville blive offer for mandens brutale forbrydelser.

Sagen er blot en af mange mediesager om misbrug af børn. Der er i de seneste årtier kommet mere fokus på emnet, ikke mindst med historier om børn i institutioner, der blev krænket af særligt mandlige pædagoger.

Og selvom opmærksomheden overordnet har været berettiget, fordi pædofile overgreb er ødelæggende for alle involverede, har opmærksomhedens omfang også haft bivirkninger, som har været uheldige.

Som Kristeligt Dagblad skriver i dag, oplever børnepsykologer i stigende grad at få spørgsmål, som afslører frygt for en seksualisering af helt normale kontakt-situationer mellem børn og voksne: Er det kun moderen, der må tørre en pige på tre år? Er det i orden, at en datter sidder overskrævs på sin fars skød?

Frygten for utilsigtet at overtræde - eller blot at blive mistænkt for at overtræde - de nye, snævrere normer for omgang mellem børn og voksen viser, hvordan det sunde forhold mellem voksen og barn er blevet påvirket af de sygelige historier.

Der ligger i dag en forventning om potentielt misbrug over en hel række situationer, der inkluderer berøring eller bare samtale mellem børn og særligt voksne mænd. Mange mænd kan i dag ikke undgå at føle sig suspekte, hvis de for eksempel spørger en lille pige alene på gaden, om hun er blevet væk.

Selvom det oftest er mænds seksualitet, der udvikler sig i sygelig retning og fører til seksuelt misbrug, er det at gå for vidt at mistænkeliggøre halvdelen af landets befolkning. Voksne mænd bør ikke have kvababbelser over at have små børn på skødet.

Men endnu værre er det næsten, at børnene ikke kan undgå at blive påvirket af det. Hvis man fortæller et barn igen og igen, at det ikke må sidde på skødet af sin far, men gerne af sin mor, ændrer det naturligvis barnets opfattelse af faderen og formentlig også af hans seksualitet. Det er ikke i barnets interesse at insinuere, at den figur, der skal skabe tryghed og tillid, er et farligt dyr i besiddelse af en ukontrollabel naturkraft, som kan ramme barnet på et tidspunkt. Det er en faderfigur for vigtig en person til.

Mistanken rettet mod selve relationen mellem mænd og børn fører i sidste ende til en seksualisering af børnene, fordi alle de seksuelle antydninger også peger på den seksualitet hos barnet selv, som det først burde blive bevidst om senere i sit liv.

AEM