Religionskrigen lurer i Israel

Konflikten eskalerer, og frygten for religionskrig vokser

Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager, chefredaktør og direktør for Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen

To palæstinenseres mord på fire bedende og en politimand i en synagoge i Jerusalem tidligere på ugen er på enhver tænkelig måde uacceptabelt og forkasteligt. Israel vil gengælde terrorhandlingen, og selvom det er forståeligt, vil den voldsspiral, som har grebet landet, true med at eskalere den blodige konflikt. Denne gang med et stærkere religiøst element.

Det nye i konflikten er, at palæstinensiske terrorister angriber bedende mennesker i en synagoge. Israel har ingen interesse i, at konflikten gøres mere religiøs, end den allerede er. Men den muslimske palæstinensiske befolkning kan have en interesse i at optrappe konflikten religiøst, fordi de på den måde kan mobilisere en sympati fra deres trosfæller i regionen.

I mange år var konflikten mellem Israel og palæstinensere først og fremmest territorial og politisk. Den er i de senere år i tiltagende grad blevet religiøs. Zionismen var i sit ud-gangspunkt en sekulær bevægelse, og landets grundlægger, Ben-Gurion, ønskede en sekulær stat. Først senere defineres Israel som en jødisk-demokratisk stat. Hver tiende jødiske indbygger i landet er ultraortodoks, og cirka hver tredje indbygger kan i dag beskrives som meget religiøs.

Den palæstinensiske organisation PLO var også i sit udgangspunkt sekulær, ligesom dens leder Yassir Arafat. Men med sammenbruddet i fredsforhandlingerne og den konservative muslimske bevægelse Hamas' voksende styrke er også de palæstinensiske muslimer blevet radikaliseret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Terrorhandlingen i synagogen var et ulykkeligt led i en tiltagende voldsspiral, der begyndte i sommer med palæstinenseres drab på tre israelske drenge, der blev en af årsagerne til Israels angreb på Gaza. Men synagogeangrebet var også hævn for højreekstreme jøders ønsker om at få adgang til at bede på Tempelpladsen, hvor nogle tilmed vil genopføre det jødiske tempel.

Pladsen er med al-Aqsa- og Klippemoskéen et af muslimernes vigtigste og samtidig jødedommens allervigtigste helligsteder, da jødernes første tempel engang stod her. At ændre på Tempelbjergets status vil få uoverskuelige konsekvenser, hvorfor den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har fastslået, at Tempelbjergets status forbliver uændret.

Synagogeterroristerne menes at være inspireret af Islamisk Stat og er sendt i aktion med et løfte om at blive martyrer. Det er sket før, og dengang byggede Israel sin beskyttelsesmur for at holde terroristerne ude. Det kan de ikke gøre igen. De seneste terrorister var arabere bosat i Israel. Udfordringen er, at de ikke radikaliseres yderligere.

Derfor er det også bekymrende, at Netanya-hus højrefløjsregering har genoptaget den brutale praksis med at ødelægge hjemmene til palæstinensiske terroristers familier. Den form for kollektiv afstraffelse virker ikke afskrækkende, men fremmer snarere voldsspiralen og palæstinensernes ønske om mere hævn. I 2005 fastslog en israelsk kommission, at det ikke havde haft den fornødne afskrækkende virkning, at israelske myndigheder under den anden intifada havde ødelagt 675 huse og lejligheder tilhørende palæstinensere. Derefter blev praksissen stoppet, men genoptages nu.

De to palæstinensere, der angreb bedende jøder i synagogen i Jerusalem, må ikke få held til at eskalere konflikten sammen med de jødiske ekstremister, der ud fra snæver egen-interesse satser på det. Det er ikke svært at forestille sig, hvad et jødisk gengældelses-angreb på en moské kan føre til. En religionskrig i Israel vil få verdensomspændende følger. Det er ikke i nogens interesse.