Når bare far og mor er glade, er børnene det også. Sådan var mantraet i mange år, når talen faldt på skilsmisser. Men i de seneste 10 år er der sket en mærkbar ændring af måden, man taler om de mange skilsmisser og deres konsekvenser på. Tidligere på året udtalte socialminister Manu Sareen (R), at han anså det for et statsligt anliggende at forebygge samlivsbrud. Mange kommuner har oprettet sorggrupper for skilsmissebørn. Og flere yngre par kæmper for kærligheden og søger professionel hjælp hos præster, psykologer og terapeuter.
Skilsmissetallet er ikke faldet de seneste år, men synet på skilsmisserne har forandret sig. De får i dag ikke blot et skuldertræk med på vejen, men bliver taget alvorligt i erkendelse af, at ikke mindst børnene lider, når mor og far går hver til sit. Men ofte står der også en eller to voksne tabere tilbage. Dertil kommer bedsteforældre, den øvrige familie, omgangskreds og venner. Mange bliver påvirkede, når en skilsmisse er en realitet. Også samfundsøkonomisk er det dyrt, og derfor giver det rigtig god mening at forebygge frem for at klinke skårene.
Herfra skal der ikke lyde kritik af det enkelte par, der vælger at gå hver til sit, og der kan være mange gode og rigtige grunde til at blive skilt. Nogle ægteskaber kan være så belastede af vold, misbrug eller kulde, at et brud er den mindst ringe løsning. Men den lykkelige skilsmisse findes ikke, og det er det i dag legitimt at tale om.
Ændringen i synet på skilsmisser skyldes mange ting. En generation af skilsmissebørn er i dag selv forældre og er sig smerteligt bevidst, at en skilsmisse ikke er for børn og skrøbelige sjæle. Også det private Center for Familie-udvikling, der i dag kan fejre sin 10-års fødselsdag, har medvirket til at ændre holdningen til samlivsbrud, idet centeret og dets medarbejdere dygtigt har formået at sætte skilsmissens konsekvenser på den offentlige dagsorden. Ikke mindst konsekvenserne for børnene er kommet i fokus, og trods sager med ekstremt højt konfliktniveau er mange skilsmisseforældre i dag optagede af at minimere omkostningerne for børnene.
Skilsmissetallet er imidlertid skræmmende stabilt højt. Godt 40 procent af alle ægteskaber bliver opløst, og hvert tredje barn oplever, at forældrene skilles, mens det vokser op.
Der er altså grund til at være opmærksom på samlivsbruddene og deres konsekvenser og holde politikerne fast på, at der skal sættes massivt ind for at forebygge. Man kan for eksempel lade sig inspirere af Norge, hvor mægling er obligatorisk i børnefamilier, der søger skilsmisse, og så er det vigtigt at slippe berøringsangsten. Det er ikke utidig indblan ding i privatlivets fred at kere sig om familiernes trivsel. Tværtimod.
kdh