Paven i Tyrkiet

Pave Frans må bruge sit besøg til at tale de forfulgte kristnes sag

Erik Bjerager er chefredaktør på Kristeligt Dagblad.
Erik Bjerager er chefredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Leif Tuxen.

Overhovedet for den katolske kirke, der er verdens største kristne trossamfund, besøger i dag det muslimske Tyrkiet. Pave Frans vil med stor sandsynlighed bruge anledningen til at tale de kristnes sag i en region, hvor de får det stadigt sværere. Forhåbentlig vil han også påtale Tyrkiets egen mangel på respekt for landets religiøse minoriteter, selvom emnet er følsomt.

Tyrkiet er en nærtagende supermagt på grænsen mellem Europa og Mellemøsten. Landet bejler om medlemskab af EU, mens Recep Tayyip Erdogan igennem sine år som først regeringsleder og nu præsident parallelt søger at styrke Tyrkiets muslimske identitet. Menneskerettighederne er svækket, og Tyrkiet er det land i verden, hvor der sidder flest journalister i fængsel. Landet ligger også i top, når det gælder sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Paven må naturligvis fare med diplomatisk lempe. Men der er grund til at gentage de ord, som i 2006 nedkaldte hele den muslimske verdens vrede over hans forgænger pave Benedikt XVI's syndige hoved. Den intellektuelle tyske pave gjorde sig dengang i en tale til det tyske universitet i Regensburg tanker om forholdet mellem tro og fornuft. Han tog udgangspunkt i en bog om en dialog mellem en lærd og kristen byzantinsk kejser og en dannet, muslimsk perser om kristendommen og islam og sandhedsindholdet i de to religioner. Dialogen fandt formentlig sted i løbet af en langstrakt krig mellem kristne og de fremtrængende muslimer og blev formentlig nedskrevet under belejringen af Konstantinopel frem mod 1402.

Paven tilsluttede sig kejserens ord om, at man ikke kan føre nogen til troen via vold, fordi troen ”fødes i sjælen, ikke i kroppen”. At bruge vold i religionens tjeneste er i strid med den guddommelige fornuft.

Pavens tale blev udlagt som en kritik af islam, og han blev beskyldt for at kalde islam for en voldelig religion. Det er svært ikke at tolke den muslimske - og til dels tyrkiske - reaktion dengang som en bevidst fejllæsning af talen, hvis kritik rettede sig lige så meget mod kristendommen.

Men tilbage står den daværende paves gyldige kritik: Hvis religion afviser fornuften, kan det blive begyndelsen på religiøst begrundet vold. Omvendt kan fornuft føre til umenneskelig totalitær tænkning, hvis den ikke inkluderer troen. Civilisation beror på denne balance.

I tirsdags påtalte pave Frans i sin store tale til Europa-Parlamentet forfølgelsen af kristne. ”De fordrives fra deres hjem og deres land, de bliver solgt som slaver, dræbt, halshugget, korsfæstet eller brændt levende, mens mange tier. Tavsheden er skammelig og gør den tavse medskyldig.”

Det vil være rigtigt af paven, hvis han gentager dette og tilføjer, at forfølgelse af de kristne finder sted i netop den del af den muslimske verden, hvor religionen afviser fornuften. Der er brug for at opfordre Tyrkiet til at gå forrest i kampen for en moderat islam, der tager af-stand fra vold i religionens navn og respekterer de kristne og andre minoriteter. Paven har ret: Tavsheden er skammelig.

bjer