Prøv avisen
Leder

Vi skal igen lære at vente

Før i tiden var advent tilbageholdelsens tid, hvor man i forventning fastede frem imod den store fest, som igen tillod indtagelse af mad og drikke. I nogle østlige kirker er adventstiden stadig en fastetid, skriver dagens leder. Foto: Paw Gissel

Advent giver næring til kristen ventekultur, som er i modvind

I morgen er det første søndag i advent. Det er en dag, der fra gammel tid indvarsler en forventningens tid i kirken, idet ordet betyder ”komme” på latin og peger frem imod den jul, der fejrer, at Gud kom til verden som et lille barn.

Før i tiden var advent tilbageholdelsens tid, hvor man i forventning fastede frem imod den store fest, som igen tillod indtagelse af mad og drikke. I nogle østlige kirker er adventstiden stadig en fastetid.

At vente er ikke det moderne menneskes stærke side. At vente kræver disciplin, styrke til at sige nej, styrke til at udskyde sine ønsker og styrke til ikke at stille krav. Kort sagt ydmyghed.

Går man 50 år tilbage, erobrede 68-generationen verden med et slagord om, at ”vi vil have verden, og vi vil have den nu”. Formuleringen er temmelig præcist det modsatte af den ventekultur, som engang blev dyrket i et samfund, hvor kirken satte rammerne.

At gribe verden nu, ikke i morgen, har været programmatisk for andre generationer siden 1968. For ikke bare er ventekulturen på tilbagetog, nej, det er omvendt blevet en dyd at være utålmodig. Reklameindustrien fortæller os, at vi skal handle nu - just do it - og filmmediet opfordrer os til at være handlekraftige. Selv kulturpersoner som Erik Clausen betoner, at enhver, der har været mere end 20 år på den samme arbejdsplads, burde have et spark bagi. Vi opdrages gennem medier, kultur og reklamer til at handle og ikke holde os tilbage.

For kirken i Vesten tilbyder ventekulturens krise endnu et punkt at danne modkultur på. For over for reklameindustriens forslidte frase om at handle nu og leve i øjeblikket hører vi i kristendommen mange historier om at vente i ydmyghed. I julefortællingen hører vi, at det, mennesker har ventet på, er gået i opfyldelse. Men med fødslen af det lille Jesusbarn sættes vi igen til at vente i 30 år, før evangeliernes store gerninger bliver virkelighed. Og da han korsfæstes, sættes vi igen til at vente, denne gang på tilbagekomsten.

Vi indbydes i alle disse fortællinger til at vente i glæde. I den næste måned venter vi på julen, Jesu fødsel og den store forløsning af menneskeheden. Men i videre forstand venter vi altid fortrøstningsfuldt på det gode, der skal komme, selv i dødens stund.

Venten er proces, og vejen er væsentlig i kristendommen. Vejen er løftet op. Den næste tid er det vejen frem mod jul, vi skal betræde med forventning og glæde. Forventningens glæde er dog ingen selvfølge, når den modsatte fortælling er tidens succeshistorie. Heroverfor bør vi igen tilegne os ventekulturen med bevidsthed om den rige kirkelige tradition, vi står på. De næste fire uger er et godt sted at begynde den generobring. AEM