Prøv avisen
Leder

2019 kan blive et skæbneår for EU

Af Kerrin Linde, Udlandsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

EU må sikre sig folkelig opbakning med konkrete resultater

Man skulle næsten tro, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, havde koordineret deres nytårstaler indbyrdes, så enslydende var de i deres vurderinger af de udfordringer, som deres lande og verden står med ved begyndelsen af dette nye år. De talte begge med bekymret mine om en verden i opbrud. Om, at læren fra to verdenskrige er at stå sammen om at finde fælles løsninger på ”skæbnespørgsmål” som klimaforandringerne, migration og international sikkerhed og terror.

Begge har de ret i, at de problemer, der berører os alle, bør løses i fællesskab. Det gælder både i internationale institutioner som FN og Nato og i særdeleshed i Den Europæiske Union, som er det samarbejde, der har størst indflydelse på europæernes hverdag. Og som i 2019 står over for et skæbneår, nu da briterne desværre bliver de første borgere til at forlade unionen med eller uden en Brexit-aftale i bagagen, og de europæiske vælgere i slutningen af maj i de til den tid 27 medlemslande skal sammensætte et reduceret EU-Parlament med 705 medlemmer.

Netop med det kaotiske Brexit-forløb in mente er det vigtigt, at EU overvinder de senere års interne splittelse og får genopfundet sig selv som et folkeligt forankret projekt, der gør en helt jordnær forskel for sine fremover 446 millioner borgere. Hvordan det konkret skal ske, lod Løkke og Merkel desværre forblive i det uvisse trods mange flotte ord. Men der er i høj grad brug for hurtig handling og fælles løsninger omkring netop problemstillinger som migration, ledighed og klima, som er de temaer, europæerne er mest optagede af op til valget i maj.

Her er det så som så med de konkrete resultater, selvom det snart er 14 måneder siden, at EU’s ledere på et socialt topmøde lovede at sætte mennesket først, da de vedtog, at alle EU-borgere har krav på lige muligheder, retfærdige arbejdsvilkår og social beskyttelse. Siden er uligheden i Europa blot vokset, og som professor emeritus Georg Sørensen så rigtigt påpegede i lørdagens avis, er de sociale protester, vi har set anført af de gule veste i Frankrig, ikke luftige påfund, men en reaktion på globaliseringens konsekvenser og den voksende afstand mellem bunden og eliten.

Europa-parlamentsvalget er på forhånd udråbt til at blive en folkeafstemning om EU, hvor netop de senere års opgør mod eliten kan komme til at spille en afgørende rolle.

Højrenationale kræfter over hele Europa varmer op til at bruge valget som en løftestang mod det forpligtende fælles samarbejde, og det er langtfra sikkert, at vælgerne vil stemme for et EU som fredens, velstandens og sikkerhedens projekt, sådan som Angela Merkel udtrykte håb om i sin nytårstale. Men en høj valgdeltagelse vil gavne EU’s folkelige legitimitet, og i en verden i opbrud handler det grundlæggende om at fremtidssikre det europæiske samarbejde som et vigtigt, effektivt og leveringsdygtigt værdifællesskab, vi ikke kan undvære.