Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: 29. august 1943 vandt moralen

Af Morten Rasmussen, Nyhedsredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Modstandsfolk skal æres for brud med samarbejdspolitikken

For Danmarks vedkommende dateres Anden Verdenskrig typisk som ”de fem forbandede år” mellem Besættelsen den 9. april 1940 og Befrielsen den 4. maj 1945. Men når det gælder historien om Danmarks placering efter krigens afslutning, er en tredje dato af afgørende betydning.

Den 29. august 1943, for præcis 75 år siden i dag, brød det officielle Danmark med samarbejds- og forhandlingspolitikken og bevægede dermed nationen væk fra en rolle som det nazistiske Tysklands mønsterprotektorat – af den britiske premierminister Winston Churchill beskrevet som ”lystmorderens kanariefugl” – til en position i aktiv opposi-tion til besættelsesmagten.

At det endte sådan, så Danmark reddede sit omdømme og i dag regnes blandt de allierede, har vi først og fremmest de modige mænd og kvinder i modstandsbevægelsen at takke for. Sommeren 1943 var præget af en voksende folkelig modstand, flere strejker og markante sabotage-aktioner, og som en reaktion på dette pålagde besættelsesmagten den danske samarbejdsregering at skærpe kursen, herunder at indføre dødsstraf for sabotage. Netop dette – at henrette egne statsborgere – vurderes som den etiske og politiske grænse, der fik den ellers så forkætrede statsminister Erik Scavenius til den 29. august 1943 at indgive sin afskedsbegæring til kongen.

Det skabte voldsom debat, da tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i 2003, på 60-årsdagen for bruddet med samarbejdspolitikken, i en officiel tale ikke bare satte spørgsmålstegn ved samarbejdspolitikken, men direkte kritiserede sine forgængere i samarbejdsregeringen for at opføre sig ”forkasteligt”, at have sejlet under ”bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred”.

Selvom Foghs kritik faldt belejligt i forbindelse med debatten om Danmarks deltagelse i Irakkrigen, kan den dog ikke kun afvises som opportunisme, som mange har gjort.

For selvom samarbejdspolitikken med al sandsynlighed bragte Danmark mindre blodigt gennem krigen, var den også udtryk for et moralsk valg, hvor Danmark ikke indtog en neutral position, men aktivt samarbejdede med besættelsesmagten, blandt andet ved at opfordre det officielle Danmark til at melde modstandsfolk til politiet. Den kurs skånede måske den brede befolkning, men legitimerede samtidig de nazistiske forbrydelser i resten af Europa. Eller som John Christmas Møller sagde det i en radiotale fra England i 1942: ”Denne krig er ikke landenes krig, men den er efter min inderste mening krigen mellem godt og ondt, krigen mellem sandhed og ret, mod løgn og uret.”

Nu skal man være varsom med at tolke fortiden ind i nutiden, men den principielle diskussion om samarbejdspolitikken bør fortsætte, da den afspejler de moralske valg mellem principper og bekvemmelighed, vi som mennesker og samfund alle kan blive stillet i.

Med modstandsbevægelsens trodsige kamp mod politikere – og store dele af befolkningen – blev Danmarks ære reddet, og med bruddet med samarbejdspolitikken intensiveredes også indsatsen for at redde de danske jøder, hvoraf størstedelen i en historisk og internationalt respekteret redningsaktion blev sejlet over Øresund i oktober 1943.

Lad dagen i dag være en påmindelse om, at ansvaret for et samfunds moral ikke kun kan overlades til politikerne, men i kierkegaardsk ånd begynder med ”hin enkelte”. At modstandsbevægelsens mænd og kvinder for 75 år siden stod fast på det rette valg, kan vi ikke takke dem nok for.