Når 29 europæiske og nordamerikanske udenrigsministre i dag fejrer jernbryllup med Atlantpagten, er det på mange måder også en tilbagevenden til der, hvor det hele begyndte. Med Jerntæppet.
Det var den kolde krig og Sovjetunionens trussel mod Europa, der forenede i første omgang 12 lande på tværs af Atlanterhavet i et fælles forsvar mod det, man med rette frygtede. En fjende fra øst, der – hvis ikke den blev mødt med beslutsomhed og overbevisende militær overmagt – kunne finde på at bevæge sig videre ind i Europa fra de østeuropæiske lande til Vesteuropa. Det skete heldigvis aldrig, og med afslutningen af den kolde krig fulgte flere år med eksistenskrise for samarbejdet. For nu var alt tilsyneladende fryd og gammen. Mange europæiske lande droslede ned på forsvarsudgifterne, og tanken om et territorialforsvar blev af mange slået hen som antikveret.
Men i dag synes ringen sluttet, for med Putin i Kreml giver det atter mening at sikre grænsen mod øst. Rusland udgør den væsentligste trussel mod Danmark, der er helt afhængig af at indgå i den militære forsvarsalliance, Nato er.
Det har ikke været behageligt at være vidne til den amerikanske præsident Trumps udfald mod alliancen og dens partnere de seneste to år. På fødselsdagen, og efter at flere europæiske lande har åbnet for finanskasserne og øget forsvarsbudgetterne, lyder der milde toner fra præsidenten, der nu tilsyneladende igen er venligt stemt over for Nato og Europa. Hvor ubehageligt det end er med en lunefuld politiker i Det Hvide Hus, er Nato faktisk også det bedste værn mod politiske udsving fra skiftende amerikanske præsidenter. For så længe alliancen består, er amerikanerne forpligtede til at efterleve den centrale artikel fem, musketereden. Der i parentes bemærket kun har været i anvendelse en gang i de seneste 70 år – og det var, da netop USA blev angrebet den 11. september 2001, og Nato gik i krig i Afghanistan for at nedkæmpe al-Qaeda.
Alliancen har siden sin fødsel haft vokseværk, og det er et sikkert tegn på dens succes, at de østeuropæiske lande hurtigt efter Murens fald søgte i sikker havn hos Nato. Det 30. medlemsland, Nordmakedonien, bliver snart optaget. Men man må også erkende, at der er grænser for, hvor langt mod øst Nato kan gå for ikke at tirre Rusland unødigt. Her må man med andre midler forsøge at gøre Putin begribeligt, at han ikke skal annektere dele af sine nabolande.
Rusland er og bliver den største udfordring de næste mange år. Landet er i strid med internationale traktater i gang med at udvikle nye missiler. Der er ingen vej uden om almindelig militær tilstedeværelse, hvilket Danmark også anerkendte sidste år med et seksårigt forsvarsforlig, hvor forsvaret blev styrket med flere penge og personale og lidt flere værnepligtige. Der blev også sat penge af til bekæmpelse af cyberkriminalitet, hvilket er en påmindelse om, at truslen i dag ikke kun kommer i grønt camouflagetøj, men også via computeren, hvor Vesten i dag er yderst sårbar. Også her bør Nato være en sikkerhedsgarant.