Prøv avisen
Leder

Kristeligt Dagblad mener: Glemslen truer ikke den 9. april endnu

Michael Bach Henriksen 2016 Foto: Leif Tuxen

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Den 9. april er stadig nærværende. Lærere skal ikke være bekymrede

I dag er det 78 år siden, Danmark blev besat af Tyskland. Flagene går på halv, og der vil være enkelte arrangementer i dagens anledning, men ellers mener mange nok, at besættelsestiden snart er så længe siden, at det er nemt at glemme, hvad den 9. april betyder.

For at komme den omsiggribende glemsel i møde lanceres i dagens anledning et nyt undervisningsmateriale til folkeskolen. Eleverne skal i højere grad involveres i besættelsestidsundervisningen, gøres aktive og tage stilling frem for at sidde og lytte og tage noter til lærerens fortælling. Som det fremgår af dagens avis, kan det ske ved rollespil, dilemmaøvelser og ved at få en kopi af værnemagtens ”Oprop”-tryksager i hånden.

Ethvert tiltag til bekæmpelse af historieløshed bør hilses velkommen, og hvis blot en enkelt elev, der før var blank på Besættelsen, går fra et dilemmaspil med en bare kursorisk idé om, hvad der skete i dag for 78 år siden, er det sådan set nok. Men spørgsmålet er, om det står så skidt til, som lærerne frygter?

Sikkert er det i hvert fald, at man ikke skal ændre praksis blot for formens skyld. Man kan anvende nok så mange nye og avancerede greb og fortælleformer, men hvis ikke læreren selv ved nok om Besættelsen og ikke evner at gøre sin undervisning levende, er man lige vidt. Læreren skal ideelt set brænde for det, så skal ilden nok forplante sig til eleverne. En forsker i historieundervisning siger det rigtigt i dagens avis: ”Det afgørende er ikke fortælleformen i sig selv, men hvordan man som underviser kobler til viden og indsigt. Det er vigtigt, at undervisere ikke bare tyr til et spil eller en anden aktivitet for aktivitetens egen skyld, men husker, at formålet hele tiden må være at give elever indsigt i, hvad der skete den 9. april.”

Det ligger i tiden og i formidlingsdebatten, at snart sagt alting skal ses og opleves på individets egne nutidige præmisser. Hvad enten man er besøgende på et museum eller tilskuer i teatret eller elev i skolen, skal man aktiveres, inddrages, handle og føle på egen krop, hvordan der – i dette tilfælde – var i fortiden. I virkeligheden er det nu nok nogle helt andre kræfter, der er på færde i spørgsmålet om, hvordan historien erindres.

Den 9. april forsvinder næppe ud af den fælles bevidsthed eller som en national mærkedag, før der kommer en ny krig, eller landet rammes af et stort terrorangreb.

Den 9. april er for alle danskere en fortælling om, at vi står sammen i et stærkt fællesskab, når vi overfaldes udefra – hvad vi jo lykkeligvis ikke har oplevet siden – og det er en meget stærk og moralsk fortælling. Det er ikke antallet af år mellem en historisk begivenhed og nutiden, der er afgørende for, om vi husker den, men om befolkningen kan relatere sig følelsesmæssigt til den. Borgerkrigen i USA er, uden sammenligning i øvrigt, jo heller ikke særlig langt væk i bevidstheden derovre, selvom den sluttede i 1865.

Besættelsestiden er stadig debatteret i Danmark, der kommer stadig nye film og bøger om perioden, og den er stadig retningsgivende for udenrigspolitikken. Glemslen truer ikke den 9. april endnu.