Åbn øjnene for kulturforskellene

Danskerne lever delt. Vi har undervurderet den kulturelle faktor

Danskerne lever i kvarterer med folk, der ligner dem selv. Det er blevet sagt mange gange. Og det dokumenteres i dagens Kristeligt Dagblad, at udviklingen har været accelererende: Der er stigende forskelle på indkomsten i områder med rige og områder med fattige danskere. Men udviklingen er ikke kun økonomisk. Den er også kulturel. Og den er i højere grad drevet af kultur end af økonomiske motiver. Vi søger områder, hvor vi ville kunne trives, også med de andre beboere, ikke til områder med vores egen indkomststruktur.

Udviklingen understreger det naive i synet på kulturmøde i 1980’erne og 1990’erne. Mange troede, at folk ville blande sig ud fra en idé om, at kultur er dynamisk. Den dynamiske kultur var i årtier en hovedpointe for kulturforskere. Men det blev overset, at den dynamiske kultur ikke bare er samlende. Den er også adskillende. Vi blander os ikke gerne. Mønstrene i vores boligsøgning har klart vist, at folk flytter ind i områder med kulturer, der er velkendte for dem. Det gælder både gammeldanskere og nydanskere. Mange forsøg på at få mennesker ud af ghettoer strander netop på, at nydanskere gerne vil bo, hvor der er familie eller kulturfællesskab.

Mennesker grupperer sig efter kultur. Den historiske virkelighed taler et klart sprog om det. I lande som Nigeria, Libanon eller Frankrig, der længe har levet med mange kulturer i samme land, har mennesker overvejende delt sig efter kulturskel, nogle steder efter stammeskel. Flere nye nationer er opstået ud fra den logik. Sydsudan og Østtimor er kulturelle enheder, som har skilt sig ud fra en multikulturel stat.

Det har været en af vor tids store udtryk for overmod, at vi har forestillet os, at de opdelte samfund bare var et problem i de varme lande, mens vi ville udvikle os helt anderledes. Formodentlig vil de kommende år byde på smertefulde erkendelser af, at vi i stigende grad vil indrette os i forskellige zoner i Danmark.

At vi har været blinde for kulturens styrke, skyldes i høj grad, at Danmark længe har været en meget homogen nation. Oven i købet en homogen kultur med den selvopfattelse, at vi er universelt tænkende. Det er vi også. Men i begrænset grad. Vi har i de seneste årtier måttet erkende, at vi skal dele samfund med mennesker, vi ikke har basale mønstre for køn og familie tilfælles med. Også mere generelle spørgsmål om, hvad der er rigtigt og forkert, er vi uenige om. Løsningen kan for mange blive at flytte ind i kvarterer, hvor man ikke dagligt konfronteres med de problemer, som skiller os.

Dog må man anerkende, at der er en del mennesker i Danmark, der gør et behjertet forsøg på at møde de anderledes. Også mange indvandrer-efterkommere er drivkraft i den politiske integrationsdebat. Så der er håb for, at vi kan flytte os. Og hinanden. Men intet tyder på, at det fører til nye mønstre for danskernes boligsøgning lige med det samme.