Prøv avisen
Leder

Ånden i Venstre og dansk politik

Af Erik Bjerager, Ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Fra Højskole- til Handelshøjskolevenstre. Ånden fordufter

Man skal være bidt af en gal politiker for at finde hverdagen i dansk politik sindsoprivende. Godt det samme, kunne man tilføje, for her er ingen korruption som i så mange andre lande. Debatten forekommer for det meste at være civiliseret, og den vigtigste lovgivning vedtages som regel med fornuftige, brede flertal. Der er kort sagt ikke mange ydre dramaer på Christiansborg. Men et ministerskifte har potentialet til at rumme noget af det.

Således også onsdagens lille ministerrokade og udskiftning, hvis effekt umiddelbart er til at overskue. Nogle ministerskifter påføres en regering udefra, fordi en minister ikke længere nyder bred opbakning, eller fordi en tiltagende krise får en statsminister til at optimere holdet, som det hedder, før et folketingsvalg.

Andre ministerskifter kommer, fordi en minister ganske enkelt vælger at gå af, enten fordi han har fået et andet arbejde, eller fordi han – som i både Søren Pinds og Esben Lunde Larsens tilfælde – vælger at forlade det politiske liv helt og holdent. De to gør det af forskellige grunde. Søren Pind har været åben om sin tiltagende træthed ved det politiske liv, mens Esben Lunde Larsen kryptisk har sagt, at der venter ham spændende udfordringer.

Den politiske konsekvens af udskiftningen, hvor to kendte ansigter, Jakob Ellemann-Jensen og Eva Kjer Hansen, træder ind i regeringen sammen med en politisk joker, tech-iværksætteren Tommy Ahlers, er også uhyre begrænset. Fornyelsen af regeringen kan måske sende et frisk vindpust igennem Christiansborgs lokaler, men nye minister-ansigter og regeringsrokader har kun vælger-effekt, hvis de følges op af et politisk kursskifte. Det er der ikke tale om her. Måske nogle ændrede signaler om mere grøn politik og mere forståelse for teknologi og iværksætteri, men kursskifte er det ikke.

Det underliggende drama ved regerings-rokaden er af en anden karakter. Det svækker regeringens samlede ideologiske og åndelige kapacitet. Ikke mindst Søren Pinds evne til at tænke ideologisk og begrebsligt – og i det hele taget tænke – vil blive savnet, hvorfor hans farvel svækker både regeringen og Venstre.

På de sociale medier er han i det seneste døgn nærmest blevet helgenkåret og udnævnt til en sammensmeltning af Platon og Kierke-gaard, men mindre kan nu gøre det. Pind har dog bidraget markant til debatten med et ideologisk funderet ståsted, åbenhed om sin kristne tro og klarhed i mælet om blandt andet det store behov for at sikre almen dannelse. Et godt eksempel på dette er hans tanke om genindførelse af et filosofikumsemester til alle studerende med undervisning i filosofi og etik. Forhåbentlig lægges projektet ikke på is, men det kræver lidenskab og kløgt at drive det igennem, og man kan frygte, at det ikke sker uden Pind ved roret.

Esben Lunde Larsen havde som teolog og Grundtvig-kender et potentiale, som aldrig foldede sig ud i den brede værdidebat. Men selvom han løb sig en række staver i livet, sikrede han Venstre en vis fundering med sin kirkelige forståelse.

Det er næsten blevet en kliché at omtale Venstres udvikling som en bevægelse fra højskole til handelshøjskole. Det er en udvikling fra et bredt liberalt parti med stærk forankring i dansk åndshistorie, folkelighed og folkekirkelighed til et mindre ideologisk og langt mere pragmatisk parti. Ministerrokaden understøtter den udvikling, der desværre nok også finder sin parallel i samfundet som helhed.

Herfra skal lyde en opfordring til at få ånden tilbage, ikke i flasken, men i Venstre – og dansk politik. Det er der brug for.