Antallet af børn, der frigives til international adoption, er for nedadgående, samtidig med at efterspørgslen fra barnløse par er stigende. Ikke kun fra den vestlige verden, men også fra en voksende middelklasse i Afrika, Asien og Sydamerika. Misforholdet mellem udbud og efterspørgsel har på bekymrende vis skabt et kommercielt og særdeles indbringende marked for adoptioner, stik imod intentionerne og de internationale konventioner, der skal beskytte børnene. Hensigten med internationale adoptioner er først og fremmest at sikre udsatte børn en kærlig familie ikke at hjælpe barnløse par med at få drømmebarnet.
Og her er det vigtigt, at etikken er i fokus, og at myndighederne, de formidlende organisationer og børnehjemmene i Den Tredje Verden lægger sig i selen for at sikre, at hver eneste adoption er til barnets bedste. Det er ikke bananer eller kaffe, der sendes tværs over kloden, men menneskebørn af kød og blod, der tages bort fra deres hjemland for at vokse op i blandt andet Danmark. Her må ikke begås fejl.
I sommer var der fokus på adoptivpigen Amy, hvis mor i Etiopien aldrig fik de rapporter, breve og billeder af Amy og hendes lillesøster, som hun var blevet lovet af adoptionsbureauet. Og i denne uge er det et etiopisk søskendepar, der er i fokus i dokumentarfilmen Mercy, Mercy. Her vises det, hvordan de biologiske forældre lader sig overtale til adoption, fordi de er fattige og har hiv. I dag har forældrene fortrudt, men børnene bor i Holbæk, og den ældste er anbragt på døgninstitution. Sagerne er tragiske for såvel forældrene i Etiopien som Danmark samt ikke mindst børnene. DanAdopt, der formidler internationale adoptioner, erkender, at sagen er ulykkelig, men fremhæver, at den er fem år gammel, og at der er sket mange ændringer siden. Det må man håbe.
International bortadoption er et vidtgående træk, og det er positivt, at en række afgiverlande er begyndt at stille skrappere krav, ligesom flere lande i blandt andet Asien i dag er kommet så meget på fode, at de formår selv at tage sig af deres forældreløse og udsatte børn.
Men når udbuddet af børn falder, stiger presset på verdens allerfattigste lande, som ofte er de selvsamme stater, hvor mange børn vitterlig er forældreløse og overladt til gaden, fordi der ikke er noget, som minder om et socialt sikkerhedsnet, endsige egnede familier, der kan tage sig af dem. Her kan det være fristende for de formidlende organsationer at forsøge at etablere sig. Men selvom der i disse lande er mere end 100 millioner forældreløse børn, bør adoptionsbureauerne vare sig. Risikoen for, at adoptioner i stater prægede af lovløshed og korruption er regulær menneskehandel, er alt for stor.