I morgen er det første søndag i advent, og et nyt kirkeår tager sin begyndelse. Normalt begynder man et nyt år – nyt skoleår, nyt arbejdsår – i fuld fart. Man skal op i tempo efter ferien, man skal hurtigt sætte sig ind i alt det nye, der er sket siden sidst, og man skal skynde sig at lave aftaler, lægge planer, koordinere og kommandere.
Sådan er det ikke i kirken. Tværtimod. Her begynder et nyt år med en venten og i langsomt tempo. Med det første lys i adventskransen i morgen begynder en stilfærdig nedtælling til julens fred.
I dagens avis kårer Kristeligt Dagblads boganmeldere årets bedste bøger. Blandt dem finder man den danske forfatter Ida Jessens nyeste roman, ”Telefon”, der handler om at lytte. Lytte til det, andre siger, og lytte til det, der står mellem linjerne. I et interview her i avisen talte forfatteren ved bogens udgivelse om, at kirken kan være en modkultur til det øvrige samfunds opskruede tempo og åndløse værdier:
”Danskerne er et meget frihedselskende folk, det er vi virkelig, og vi har en lang tradition for frihed, og dog snævrer vi os i disse år ind. På den ene side i selvoptagethed, på den anden side i uselvstændig ’performance’-kultur. Vi dør af stress over ligegyldige ting. Hvor skal oprøret komme fra, hvis samfundet er på vej ind i en vanvittig retning, hvis vi ikke har en modkultur og de lommer, hvor vi kan tænke frit?”.
Med første søndag i advent og kirkeårets begyndelse ser man et korrektiv eller en modkultur til tidsånden fuldt udfoldet. Fortegnet for et nyt år er i teologisk forstand ikke tempo, hast, en pakket kalender og et overfyldt intranet, men derimod venten og ro. I dette lys, under dette fortegn, skal hele året udvikle sig.
Kirken er et sted med spænding. Ikke som i de allestedsnærværende krimiers gys og spænding. Eller som i de kropslige spændinger, som alt for mange lider under. Nej, spænding i betydningen udspændt mellem modsatrettede poler. I denne spænding lever mennesket, eller med Søren Kierkegaards formulering: Udspændt mellem ”det evige og det timelige”.
Mennesket er ånd og har derfor større længsler og dybere behov end mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet – omend det for fortvivlende mange fortsat er svært at stille disse basale behov.
Denne eksistentielle søgen efter mere end biologiens og materialismens svar imødekommes i adventstiden. Vi gør ikke som tidligere bod eller faster, men vi har bibeholdt forventningen.
Teologen Eberhard Harbsmeier udlagde her i avisen i går forholdet mellem advent og forventning. Han understregede det positive i, at forventning og længsel er at gribe glæden på forhånd. Og så citerede han førnævnte Kierkegaard for ordene: ”Det søgte er i den søgen, der søger det.”
Det er sandt og kan godt tåle at blive læst to gange. Det søgte er i den søgen, der søger det. Også her er der en spænding på færde. Mellem nutid og fremtid. Det, vi længes efter og søger, er her allerede. Hvis bare vi vil se det.
Det hjælper adventstidens nedsatte tempo os med.