Man tror undertiden, at udviklingen er uafvendelig. At fremskridt kommer af sig selv – og at fremskridt altid er af det gode. Den aktuelle serie her i avisen om de kulturhistoriske museer viser, at det til tider forholder sig modsat.
Tag eksempelvis digitaliseringen. På ekstremt kort tid er museerne blevet digitale. I rundspørgen, der ligger til grund for artiklerne, svarer et overvældende flertal af museumslederne, at deres museum tilbyder interaktive og digitale muligheder for de besøgende.
Denne markante udvikling skyldes imidlertid hverken medarbejderønsker, organisk udvikling, historisk nødvendighed eller, hvad man ellers kan anføre som forklaringer på, hvordan udvikling forløber. Forandringen skyldes politisk pres. Museerne er på rekordtid blevet digitale, fordi nogle politikere har villet det.
En forsker tilknyttet et nationalt forskningsprojekt om feltet fortæller, at museerne er blevet presset til at hoppe med på digitaliseringsbølgen af politikerne, og at man i løbende evalueringer har fået anmærkninger, hvis man ikke anvender iPhones og andet digitalt isenkram i formidlingen.
En anden forsker forklarer, at man for 10 år siden troede, at digitaliseringen ville skaffe højere besøgstal, gøre museerne mere demokratiske og appellere til de unge. Sådan gik det som bekendt ikke.
En faktisk ganske bekymrende og dybt provinsiel naivitet har præget forventningen til det digitale i den danske museumsverden. Man skal ikke tage længere væk end til Tyskland for at erfare, at man kan gribe museumsformidling betydeligt mere analogt an end hertillands, uden at det påvirker publikumstilstrømningen. Hvem ved: Måske synes museumsgæsterne rent faktisk, at der er noget forjættende ved at stå ansigt til ansigt med artefakter fra eksempelvis oldtiden, ligesom de ikke kommer på museum for at tage selfies og aktivere QR-koder.
Hastigheden, hvormed man har tvangsdigitaliseret museerne for blot kort tid efter at erkende, at interaktivitet ikke er svaret på alle udfordringer, bør mane til besindighed på andre felter. Den aktuelle artikelserie viser, at de kulturhistoriske museer er prisværdigt resistente i forhold til debatten om identitetspolitik. De museumsansatte eksperter landet over er faktisk ikke meget for at ændre på fortiden og tør eksempelvis godt stå ved, at vore forfædre brugte et andet vokabular end vi – derfor skal nu miskrediterede ord som ”neger” og ”hottentot” ikke skrives om i værktitler. Men man er naiv, hvis man tror, at der ikke også kan komme et politisk pres på museerne på dette område, ligesom der gjorde på det digitale felt.
Der er selvsagt meget godt at sige om digitaliseringen, men det er den hovedløse "hype", der bekymrer, hastigheden, hvormed man kritikløst kastede alt analogt over bord. For offentlighedens skyld bør de kulturhistoriske museer stå imod de skiftende modeluner og gøre det, de er bedst til – både med og især uden digitale hjælpemidler.