Det er mærkelige tider for os alle. Mange er sendt hjem, ganske mange har mistet deres job. Landets skolebørn bliver undervist ved køkkenbordet, hvor de kommunikerer med lærerne over alskens digitale platforme. Forældrene hopper fra hjemmeundervisning til hjemmearbejde, mens møderne med kollegerne tilsvarende afvikles over computeren. Det kan på samme tid virke intenst og en anelse ensomt, da hele ens sociale liv stort set foregår inden for hjemmets fire vægge. Fælles for de fleste er dog, at de stadig har hinanden. Der er et medmenneske at tale med, en at støtte sig til, en at gå en tur med.
En ganske stor gruppe af borgere er dog ikke så privilegerede. Hører man til de godt 40.000 ældre, som bor på plejehjem, har coronakrisen for mange betydet, at et i forvejen sparsomt socialt liv er blevet forstærket til noget, der må betegnes som direkte ensomhed. Børn og børnebørn må ikke komme på besøg, ældre isoleres i stigende grad i deres stuer, og hvad der måtte være af tidligere sociale aktiviteter, hvor man dog kom lidt ud af plejehjemmet, er aflyst på ubestemt tid. Angsten for smitte dikterer alle handlinger, alles væremåde.
Hvor ekstremt det er blevet, kan man forvisse sig om i dagens Kristeligt Dagblad, hvor en plejehjemsleder fortæller, hvordan en ældre kvinde direkte havde spurgt, om stilheden skyldtes, at der var udbrudt krig.
Så slemt er det heldigvis ikke, men i lyset af, at ingen tør spå om varigheden af den nuværende tilstand, bør både politikere, plejehjem og ældreorganisationer snarest muligt sætte sig sammen og aftale en konkret løsning på en potentielt ødelæggende tilstand for plejehjemsbeboerne. Fastholdes den nuværende nedlukning af samfundet i flere måneder, hvilket ingen vel tør afvise, er den barske sandhed jo, at ganske mange ældre i deres sidste tid skal undvære deres nærmeste.
Dette skal ikke ses som en kritik af de ansatte på plejehjemmene, der mange steder udviser en stor omsorg i forsøget på at fastholde noget, der bare minder om en normal hverdag.
Men selv de mest dedikerede ansatte kan og må ikke ignorere sundhedsmyndighedernes krav, og spørgsmålet er derfor, om man kan tænke i helt nye baner. Er det eventuelt muligt, at en ældre beboer kan hjælpes til at bo hos sine børn og børnebørn, hvis alle i familien er raske? Eller kan et barn eller anden slægtning få lov til at flytte ind på plejehjemmet i en periode, naturligvis igen under forudsætning af, at alle er raske? Er der ansatte, som er erklæret raske efter coronasmitte og derfor har opbygget immunitet, som kan udpeges til at være særligt ansvarlige for den sociale kontakt med de ældre?
Mulighederne er mange, og løsningen skal ikke gives her, men i en situation, hvor man som ældre i forvejen er særligt udsat ved smitte, må man ikke sidde i ensomhed. Det har været positivt at opleve den politiske vilje til at hjælpe erhvervslivet. Næste skridt må være en social hjælpepakke.