Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Kristeligt Dagblad mener: Danskerne kalder deres børn tåbelige navne. Det må stoppe

Af Erik Bjerager, ansv. chefredaktør

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Individualiseringen går sin ødelæggende sejrsgang, nu også på navneområdet

I den bibelske skabelsesberetning hedder de første mennesker Adam og Eva, og siden tidernes morgen har mennesket givet sit afkom navne. Personnavnet er med til at identificere den, man er. Engang knyttede der sig en forestilling om, at navnet rummede magi og symbolkraft. Blev man opkaldt efter guder eller stærke dyr, var det en del af forestillingen, at kraften derfra overførtes til mennesket. Men allerede i 1500-tallet lod Shakespeare sin Juliet sige til Romeo: ”What’s in a name.” Hvad betyder navnet? Selvom de to kom fra familier, der lå i strid med hinanden, kunne de godt forelske sig. Det var ikke deres familienavne, der betød noget. En rose vil også dufte, selvom den hed noget andet.

I århundreder er børn blevet givet navne inspireret af både den nordiske mytologi – Thor, Bjørn, Ulf – og kristendommen – Anna, Maria, Johannes, Kristian – med både mandlige og kvindelige afledninger af navnene. Det har også været en tradition, at mange i et eller andet omfang opkaldes efter deres slægtninge.

Navnetradition og -kultur har altid ændret sig, men nu tyder meget på, at den er gået i egentlig opløsning.

Indtil for få år siden var der i Danmark ret skarpe grænser for, hvad man kunne kalde sit barn. Men med liberaliseringen af navneloven i 2006 blev sluserne åbnet. I dag kan man hedde stort set alt, og hvert år føjes flere tusinde nye navne til den base på mere end 40.000 fornavne, som myndighederne accepterer kan bruges.

I de seneste uger er sagen blevet debatteret heftigt på især de sociale medier på baggrund af flere avisartikler. Det er ikke kun globaliseringen, der er slået igennem, så arabiske, afrikanske og asiatiske navne nu med god grund er accepterede.

Det er det kulturopløsende ved, at man selv kan finde på navne, der virker så groteskt. Ydermere har numerologiens pseudovidenskabelige forestilling om, at der knytter sig særlige værdier og energier til bogstaver og navne, sat skub i, at især kvindenavne har antaget nye bizarre former.

Dorthee, Heleene, Jytthe, Mariahh eller Æmma er nu anerkendte navne. Og så er der de stakkels drengebørn, der af deres forvirrede forældre nu kan få navne som Jørenn, Hanssjørn, Johnn eller Zigurd. For at fuldende billedet af den kulturopløsning, som navngivningen er udsat for, skal nævnes, at man nu kan hedde Diddedarling, Rasmusbailey eller Ziggimagnus.

Individualiseringen går sin ødelæggende sejrsgang, nu også på navneområdet. Det er en udvikling, som er udtryk for kulturtab, historieløshed og i et vist omfang infantilitet. Forrige år viste tal fra Danmarks Statistik, at 98 procent af alle børn i dag har helt unikke navnekombinationer med fornavn og efternavn. Anne Nielsen og Peter Jensen, som er de mest almindelige, må se sig sat i skammekrogen af nye opfindsomme forældregenerationer, der for alt i verden ønsker, at deres barn skal være noget helt unikt. Og det begynder tilsyneladende med navnet.

Men et barn bliver selvsagt ikke enestående af at få et navn, som ingen andre har. Det bliver i værste fald nemt at gøre til grin. Det forekommer at være forældrene, der har et behov for at skille sig ud fra mængden for at fremstå som noget særligt ved at give deres barn et unikt navn.

Engang hed det i lovgivningen, at et navn ikke må være til ulempe for barnet. Måske skulle det hensyn genindføres i den måde, navneloven forvaltes på. Derfor: Fuld støtte herfra til de politikere, der vil stramme loven igen og bringe fornuft ind i galskaben.