Listen over aktuelle film og tv-serier om tragiske hændelser og vanvittige massemord i den nære fortid er lang. Også for lang. Dramadokumentariske instruktører står i kø for at komme ”helt tæt” på Utøya, Peter Madsens ubåd og snart også Krudttønden. Flere kan nævnes, men der er ingen grund til at svælge yderligere i de rædselsvækkende begivenheder fra den nære fortid, der nu skal på skærmen eller ind i ørerne i den voksende podcast-bølge, der går under navnet true crime.
Der hersker i tiden en misforstået antagelse om, at lyd- og billedmedier skal ”ind bag” samtidens bestialske mord for bedre at forstå ondskaben. Men hvad er der at forstå yderligere ved Anders Breivik og Utøya, som ikke allerede er endevendt? Hvad hjælper det at forstå Peter Madsen?
Der er rigeligt med ondskab i forvejen i det 20. århundredes europæiske historie og derfor langt større perspektiv i at forsøge at begribe eksempelvis kommunismens og nazismens ondskab, end at vælge den nemme løsning og gyse over Peter Madsens perspektivløse perversiteter.
Den aktuelle bølge af ”true crime” afslører ikke alene en betænkelig historieløshed. Den vidner tillige om en krise for fantasi og forestillingsevne.
Kunsten har altid beskæftiget sig med de største temaer – krig, kærlighed, godhed og ondskab – og aldrig veget bort fra at dissekere menneskets mindst attråværdige sider. Mennesket er i kristen forstand synder, og det skorter ikke på muligheder i den europæiske kulturkreds for gennem kunsten bedre at forstå det, vi alle rummer af ondt, men også godt.
Det er derfor en misforståelse, at virkeligheden og true crime-dokumentarer er mere ægte end kunsten. Som om Shakespeares prosa ikke rummer talrige sande vidnesbyrd om den menneskelige eksistens. Og som om endnu en tv-serie om Utøya kan sige mere om menneskelig ondskab end Hannah Arendt. Fiktion og filosofi rummer alt det, som den flade virkelighed aldrig kan give os: perspektiv, dybde og generelle udsagn om, hvad det vil sige at være menneske.
Er man filminstruktør og dramadokumentarist, bør man derfor holde inde med utidige spekulationer i ondskab fra den nære fortid og aktivere forestillingsevnen.
Om ikke andet så af hensyn til de efterladte. Det gør dybt indtryk, når danske jøder offentligt begræder, at vi allerede nu, kun fem år efter tragedien ved synagogen i København, skal trækkes igennem en lang film om skyderierne i Krystalgade og ved Krudttønden. Det er alt for tæt på, lyder det fra danske jøder, ligesom ganske mange andre efterladte kritiserer tendensen til at lave ”kunst” på deres nære, dybt smertelige fortid.
Når instruktørerne og pengemændene bag ikke selv kan forstå sagens alvor, er der kun ét at gøre: Lad være med at bruge penge og tid på deres film og serier. Se og lyt i stedet til rigtig kunst, der går i dybden med alle sider af den mangefacetterede menneskelige eksistens.