”At indtage og kontrollere Afghanistan har ingen endnu magtet. Briterne forsøgte to gange i imperietiden – begge gange forgæves. Sovjetunionen måtte opgive efter ti år. Ingen ved sine fulde fem ville forsøge i dag.”
Sådan kunne man læse på denne plads i avisen den 19. september 2001, godt en uge efter, at Osama bin Ladens terrorister fra al-Qaeda-netværket havde fløjet passagerfly ind i tvillingetårnene i New York og i Pentagon i Washington.
Historien er ubarmhjertig over for spådomme om international politik, for få uger efter, at de ovennævnte linjer blev nedfældet, var store dele af den vestlige verden alligevel involveret i lige præcis den militære opgave at indtage og kontrollere Afghanistan. Eller rettere, målet var ikke at indtage landet, men at kontrollere det. Eller rettere, at få ram på Al-Qaeda, Osama bin Laden og hans terrorist-træningslejre. Eller rettere...
Ja, hvad var målet med krigen i Afghanistan egentlig? Usikkerheden om svaret blev stærkt medvirkende til, at USA og dets allierede, herunder Danmark, først nu 20 år senere militært definitivt trækker sig ud. Den nyvalgte amerikanske præsident, Joe Biden, har symbolsk sat datoen den 11. september som sidste skæringsdag, hvilket er nogle få måneder senere end den 1. maj, som hans forgænger, Donald Trump, aftalte med Taleban i Doha for godt et år siden. Det store billede er, at USA for længe siden er slået ind på en mere isolationistisk linje i international politik, at amerikanerne er lede og kede af fjerne krige, og at Joe Biden blot fortsætter USA’s hidtidige kurs. Hvilket selvfølgelig ikke efterlader Danmark og andre allierede anden mulighed end at følge amerikanerne med ud.
Man kan vælge at betragte de 20 års engagement som totalt fejlslagent. Som et bevis på, at Vesten hverken med militær magt eller penge har været i stand til at vinde hjerterne i en fejlslagen stat som Afghanistan. Korruption, islamisme, kvindeundertrykkelse og stammekrige er tilsyneladende uovervindelige fjender for lande, der gerne vil eksportere demokrati, ligestilling og menneskerettigheder. Men inden man synker ned i den absolutte depression, er det værd også at fokusere på de resultater, der trods alt er opnået. Med fare for at begå hybris er det først og fremmest lykkedes at presse den internationale, islamistiske terrorisme langt tilbage.
Det er svært at vide, hvordan det var gået, hvis de vestlige lande ikke var gået ind i Afghanistan, men det havde under alle omstændigheder givet islamistiske terrornetværk langt større arbejdsro i meget længere tid.
Det fremadrettede perspektiv er, at Vesten ikke bør vende ryggen til Afghanistan, selvom man militært forlader landet midt i udsigten til en ny borgerkrig. Vestens penge spiller en afgørende rolle for magtforholdene i det stærkt splittede land, så indtænk det i en fremtidig strategi. Man kunne for eksempel arbejde for at skabe lommer af fred og stabilitet rundt omkring i landet og på den måde underminere Talebans muligheder for at rekruttere krigere og vinde nyt terræn.
Det er en model, forsvarsanalytikere har talt for. Eventuelt kan man også forsøge at arbejde mere aktivt med nabolandene Pakistan og Iran, som har stor betydning for magtforholdene i landet. Hvis de er ved deres fulde fem, er det den slags initiativer, de vestlige lande kan fokusere på nu. Afghanistan er i høj grad fortsat Vestens pine, både på grund af dets humanitære problemer og de flygtningestrømme til Europa, som uden tvivl vil vokse kolossalt, hvis landet kastes ud i endnu en langvarig, blodig borgerkrig.