Prøv avisen

Afghanistans skoler

Afghanistan har stadig ikke et bæredygtigt uddannelsessystem

Enhver vil være i stand til at se, at det går bedre i Afghanistans skoler i dag, sammenlignet med tiden under Taleban-styret. Dengang blev piger forhindret i at deltage i undervisningen, og de drenge, der sad på skolebænken, skulle trækkes igennem Talebans fordummende paroler og racistiske univers.

Sådan er det heldigvis ikke længere. Takket være nødhjælp og en fantastisk indsats fra FN, uafhængige organisationer og andre er Afghanistan i dag i stand til at proklamere, at antallet af skolebørn er det højeste nogensinde. Ifølge en undersøgelse foretaget af nødhjælpsorganisationen CARE modtager 5,7 millioner afghanske børn hver dag undervisning. Det er godt, men ikke godt nok, hvis Afghanistan skal være i stand til at stå på egne ben i fremtiden.

Bag de positive tal gemmer der sig nemlig en række bekymrende fakta. Samlet er det kun lidt over halvdelen af de afghanske børn, der går i skole. Af de afghanske skoleelever er kun 35 procent piger. Og mens det samlede antal af elever synes at stige konstant, er antallet af piger i de afghanske skoler stagnerende. I alt er omkring 1,2 millioner afghanske piger ude af stand til at deltage i daglig skoleundervisning.

En af årsagerne er, at der er flest mandlige lærere, og at mange familier stadig frygter at sende deres piger i skoler, hvor mandlige lærere underviser. En anden årsag er, at mange af landets 9000 skoler stadig er såkaldte drengeskoler. En tredje årsag er, at Afghanistan stadig kæmper en bitter kamp mod tilbagestående klansamfund, hvor pigers status stadig ikke hæver sig langt over det niveau, Taleban lagde for dagen. Og endelig er det afghanske undervisningsministerium stadig ikke i stand til at dæmme 100 procent op over for hyppige Taleban-angreb mod skoler og lærere. Alene i det forløbne år er mere end 100 skoler blevet brændt af og 150 elever og lærere har mistet livet i Talebans angreb.

Løsningen på nogle af de ovenstående problemer er forholdsvis enkel. I mange af drengeskolerne kan kreativ opdeling af eleverne forvandle skolen til en blandet skole uden at krænke opdelingen af eleverne. Det er en økonomisk overskuelig løsning, der også bruges i en række andre muslimske lande.

Men dermed ikke sagt, at det afghanske skoleproblem vil blive løst af tusind skillevægge. Det fremtidige fokus fra nødhjælpsgiverne og FNs side bør bestå i at nå frem til de mere afsides egne af Afghanistan, hvor de lokale traditioner mildt sagt ikke er til pigernes fordel.

Det er nødvendigt at overbevise klansamfundene i Afghanistan om, at uddannelse af piger ikke strider mod islam, men snarere imod traditionel tænkning. At hjælpe regeringen og undervisningsministeriet til at styrke institutionerne i disse egne vil ikke blot bidrage til en forbedring af hele skolesystemet, men også være med til at sikre regeringens repræsentation og autoritet i områderne. Begge dele er uundværlige hjørnesten i den forhåbentlige oprettelse af Afghanistan som et levedygtigt demokratisk land, der om 10 eller 20 år både mentalt og praktisk vil befinde sig lysår fra alt det, Taleban stod for.

A.S.