Fra europæisk side er der de seneste år gjort et væld af forsøg på at stoppe den tilsyneladende endeløse migration af unge afrikanere, der søger lykken nordpå i det forjættede Europa. Man har primært forsøgt sig med pisk eller gulerod-metoden for at få de afrikanske lande til at holde på de oftest unge mænd, der egentlig burde udgøre ethvert lands fremtidige potentiale. Hidtil forgæves.
Selvom de risikerer livet på pramme og gummibåde over Middelhavet, hvor flere end 2000 allerede er druknet i år, trods et betydeligt fald i ankomsterne, ser intet ud til at stoppe dem. Og det er både alarmerende og deprimerende læsning, når den unge nigerianske aktivist Daniel Onyedikachi i dagens avis advarer om, at det ”er ligegyldigt, hvor mange penge europæerne giver Marokko, Egypten og Libyen for at stoppe bådene fra at stævne ud på Middelhavet. Ligegyldigt, om de så byggede verdens største mur for at afskære migrant-ruterne”.
Det er et udsagn, som EU’s politikere i høj grad bør skrive sig bag øret. For med en foruroligende befolkningstilvækst, som i 2100 vil have næsten firedoblet de nuværende 1,2 milliarder mennesker i Afrika til 4,5 milliarder, kommer presset på Europa kun til at vokse yderligere og i katastrofale dimensioner, vi end ikke gør os begribelige i dag. Og det uanset om udviklingen i mange afrikanske lande er opmuntrende med økonomisk vækst, dalende fødselstal flere steder og langt mindre behov for udviklingshjælp.
Selvom de fleste afrikanere rent faktisk migrerer til andre lande på kontinentet, og det ”kun” er en fjerdedel af de afrikanske migranter, der søger mod Europa, er det på høje tid, at europæiske politikere tør konfrontere dette følsomme emne, som reelt først bliver en voldsom udfordring længe efter deres tid. Men det er deres ansvar og opgave også at tænke på de fremtidige generationer – og ikke overlade dette svære tema til de indvandringskritiske, populistiske partier, der hidtil som få har formået at italesætte og vinde stemmer på det.
Flygtningekrisen i 2015 har tvunget EU til at handle, hedder det gerne. Men den handling har hidtil været alt for pauver. Sommerens topmødeaftale om at oprette såkaldte landgangsplatforme i nordafrikanske lande afvises af Tunesien og Marokko, ligesom idéen om at udstationere 10.000 bevæbnede vagter ved EU’s ydre grænser i 2020 fortsat mangler en reel eksekvering. For sin egen legitimitets skyld bør EU gå langt mere aktivt til værks for at få stoppet migrationen.
Det handler om at beskytte grænserne og gøre alvor af at sende afviste afrikanske asylansøgere tilbage. Det handler om at investere betydeligt mere i de afrikanske lande og især i deres uddannelsessystemer, så deres millioner af unge kan få et reelt håb og de jobmuligheder, som der så desperat er brug for. Også fordi uddannelse er den bedste vej til at reducere fødselsraten. Det handler om at skabe en afrikansk drøm, ikke bygge videre på en illusorisk drøm om et Europa, der hverken kan eller vil modtage alle.