Europas jøder har måttet lægge ører til meget. Fra i hvert fald år 1000 gik der vedholdende rygter, at de mishandlede små børn. De brugte blodet fra kristne børn under et religiøst ritual, forlød det.
Nogle gange blev myterne videreudviklet. På en tysk altertavle fra omkring 1450 fra byen Tuchen kan man se karikerede jødiske mænd, som med en enorm slagterkniv omskærer Jesusbarnet. På gulvet står et kar, som skal opsamle blodet, og det hele kan ligne en rituel kosher-slagtning. Det dramatiske billede underbyggede naturligvis tidens syn på jøderne som blodtørstige.
Det er ikke underligt, hvis de blodige beskrivelser stadig er et åbent sår for jøder. For som regel var det i sidste ende jødisk blod, der blev udgydt. Man skulle tro, at europæere havde forståelse for denne sprogfølsomhed. Men der er en diskussion, hvor den helt mangler. Det er i omskæringsdebatten. Her slynger danskere om sig med ord, der antyder, at jøder og muslimer gør skade på deres egne børn med åbne øjne: De udfører nemlig et ritual, som er lig med ”lemlæstelse” og ”børnemishandling”. Hvis man ikke kan høre, at de grove ord om, at tilhængere af semitiske religioner mishandler børn på en helt unikt invaliderende måde, kan berøre en øm retorisk tradition, er man historisk tonedøv.
Og det er ikke bare bodega-segmentet på Facebook, vi taler om. Det er seriøse organisationer og medier. Flere læger og lægelige organisationer bruger gerne ordet ”lemlæstelse” om omskæring af små drenge. DR viser billeder af omskæring af et skrigende barn, mens man klipper en rabbiner ind på en latterliggørende måde, altsammen solgt som fredagsunderholdning.
Emnet behandles ikke bedre på hjemmesiden for interesseorganisationen Sex og Samfund, der spørger: ”Synes du også, at det er forkert at skære i raske børn?” Sådan kunne man også spørge om andre typer indgreb på raske børn, som forældre ønsker. Men man ville godt kunne høre, at retorikken er skinger, hvis det gik på kosmetiske operationer. De melodramatiske udtryk bruges kun om omskæring. Hvorfor mon?
Flere tendenser løber sammen. Den historiske bevidsthed bliver svagere. Sundhed er blevet kernen i den offentlige moralforståelse. Derfor er kroppen blevet hellig, særligt barnets. Og alt imens er religion blevet mere og mere uforståelig for de sekulariserede danskere. Religion gælder ikke som selvstændigt argument for noget som helst i den danske debat. Man skal argumentere med sundhed, økonomi og velfærd for at blive hørt.
Danskerne har – heldigvis – en forkærlighed for den frie debat med højt til loftet. Men den kræver selvbeherskelse, og i Facebook-demokratiet får besindelsen det sværere. Samtaler bliver til skældsord. Både medier og debattører burde derfor lægge et andet niveau for, hvordan vi taler om et ømt spørgsmål som drengeomskæring.