Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Leder

Kristeligt Dagblad mener: Afvis Tyrkiets pressionsforsøg

Af Jeppe Duvå, redaktionschef

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.

Bedre sent end aldrig må EU selv begynde at sikre sine grænser

Man må lade Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at han er mere forudsigelig end sin amerikanske kollega, Donald Trump. Sidstnævnte har i det seneste par døgn foretaget en af de mest blamerende kovendinger, der er set i international politik i længere tid. Først gav han for halvanden uge siden Erdogan grønt lys til at foretage et angreb på kurderne i det nordlige Syrien ved at erklære, at USA trækker sine tropper ud af området. Da dette forræderi mod kurderne, som Vesten kan takke for stort set alt, når det gælder nedkæmpelsen af Islamisk Stat, gik op for Trumps hjemlige opinion, udløste det en flodbølge af harme mod Trump.

At beboeren i Det Hvide Hus næppe har regnet bare to skridt frem, da han nikkede til de tyrkiske invasionsplaner, blev herefter demonstreret. I hvert fald har Trump pludselig bøjet sig for de mange kritikere, også fra hans eget Republikanske Parti. Nu pålægger han Tyrkiet alvorlige sanktioner på grund af Erdogans efterårsoffensiv i Syrien. En offensiv, der blot er ouverturen til Erdogans næsten åbent erklærede forsøg på at lave etnisk udrensning i Nordsyrien ved at lade arabisk-syriske flygtninge genbosætte sig i den zone, tyrkerne nu rydder for kurdere.

Det er her, Erdogans forudsigelighed må anerkendes. Stillet over for den kritik, som også EU har rettet mod hans invasionsforsøg, har han nu afsendt et trusselsbrev, som EU selv har formuleret for ham: Han har straks truet med at sende nogle af de 3,6 millioner syriske flygtninge, der opholder sig i Tyrkiet, videre mod Europa. Som straf mod Europa for vores formastelige indblanding.

EU’s ledere må have forudset nøjagtig denne trussel. Præsidentens villighed til at bruge flygtninge som pressionsmiddel er særdeles usympatisk, men ikke spor overraskende. EU forærede selv Erdogan midlet, da Bruxelles i foråret 2016 indgik en opsigtsvækkende flytningeaftale med Erdogan. Det var den, der overlod det til Tyrkiet at stoppe syrere, der var på vej fra det tyrkiske fastland mod de græske øer – på vej mod asyl i Europa.

Aftalen har, som senest beskrevet i Kristeligt Dagblad sidste onsdag, aldrig givet Europa, hvad Tyrkiet lovede, idet kun et forsvindende antal flygtninge er blevet taget retur af Tyrkiet. Til gengæld har EU med karakteristisk enfoldighed forsynet Tyrkiet med de mange milliarder kroner, der skulle være modydelsen.

Aftalen var fra begyndelsen et resultat af tyrkisk afpresning, og EU burde aldrig have indgået den. Det var uhyre risikabelt og moralsk anløbent af EU at udlicitere bevogtningen af sine ydre grænser til Erdogans stadig mere islamistiske og totalitære styre. Og nu truer Erdogan med definitivt at bryde kontrakten, som han aldrig har gidet overholde.

EU-landene må utvetydigt lade Erdogan forstå, at vi ikke lader os afpresse. Og det kan kun have én konsekvens – bedre sent end aldrig: at EU begynder at tage bevogtningen af sine egne ydre grænser ganske alvorligt.